Fodbold

OB-profil advarer mod overdreven selvtillid trods god stime

OB vandt torsdag eftermiddag med 2-1 over Vejle, men Mads Frøkjær sælger ikke skindet før bjørnen er skudt.

Mads Frøkjær (th.) advarer holdkammerater og fans om at blive for selvsikre trods afstand til bunden.
Mads Frøkjær (th.) advarer holdkammerater og fans om at blive for selvsikre trods afstand til bunden. Claus Fisker/Ritzau Scanpix

OB har efter torsdagens sejr mod Vejle hentet syv point i holdet seneste tre Superliga-kampe. Det rykker Fyns fodboldflagskib helt frem på en ottendeplads med ti point ned til nedrykningsstregen.

Alligevel undgår midtbanespiller Mads Frøkjær at drømme om guld og grønne skove.

- Det ser bedre ud nu, end det gjorde for en uge siden, men det kan hurtigt gå stærkt. Alle kampe er sekspointskampe her i nedrykningsspillet. Vi skal ikke sætte næsen op efter for meget, siger Frøkjær.

- Man skal altid stræbe efter at nå højest muligt. Inden sæsonen var det top-6, nu er det nummer syv, men jeg synes ikke, at vores spil i denne her sæson har været til, at vi skal tænke for langt frem.

Anderledes kritisk ser det ud for Vejle, der efter torsdagens nederlag har fire point op til overlevelse, og hele syv point, hvis FC Nordsjælland slår Sønderjyske på fredag.

Alligevel er Vejles enlige målscorer i Odense, Tobias Mølgaard, ganske fortrøstningsfuld i forhold til overlevelse.

- Først og fremmest skal vi have en sejr på mandag mod FC Nordsjælland. Det kræver selvfølgelig masser af sejre, men det tror jeg også på, siger Mølgaard.

- Vi står i en situation, hvor vi ikke kan tillade os at stille os tilfredse med et enkelt point i nogen af kampene.

Tobias Mølgaard har på det seneste været sat i forbindelse med både AGF og Brøndby, men det er ikke noget han skænker en tanke.

Han har i stedet sit fulde fokus på at overleve i ligaen med Vejle, hvor han har været på kontrakt siden 2018.

- Jeg koncentrerer mig 100 procent om den mission, vi er på lige nu. Og det er mission overlevelse. Så længe det er en mulighed, så vælger jeg at holde mit fokus på det.

- Kampene kommer så hurtigt lige nu, og vi skylder os selv at være fokuseret på denne her situation, siger Mølgaard.

/ritzau/

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden