OB-profil drømmer om udlandet: Transfervinduet er langt

Jakob Breum var skuffet over sig selv efter nederlaget mod FC Nordsjælland, men drømmer stadig om udlandet.

Jakob Breum her i kamp med FC Nordsjællands Martin Frese drømmer om at komme til udlandet, men holder foreløbigt fokus på OB. <i>Claus Fisker/Ritzau Scanpix</i>

Jakob Breum her i kamp med FC Nordsjællands Martin Frese drømmer om at komme til udlandet, men holder foreløbigt fokus på OB. Claus Fisker/Ritzau Scanpix

OB tabte mandag aften 0-2 hjemme på Nature Energy Park til FC Nordsjælland.

En kamp, der ikke gik over i historiebøgerne for hverken OB eller offensivspilleren Jakob Breum personligt.

Breum bliver spået en gennembrudssæson af mange kolleger i Superligaen, og han har også selv drømme og ambitioner om, at hans præstationer rækker til mere end den danske liga, selv om fokus er på OB.

- Jeg tror, at alle unge danske fodboldspillere drømmer om at komme ud og udfordre sig selv endnu mere. Det drømmer jeg også om at gøre en dag, men hvornår det bliver, ved jeg ikke.

- Transfervinduet er langt, og vi må se, hvad der sker. Mit fokus er 100 procent på OB. Jeg er glad for at være her, siger Breum.

Kampen mod FC Nordsjælland var dog lige til glemmebogen, hvis man spørger Jakob Breum, der hverken var tilfreds med sig selv eller holdet.

- Jeg er ikke tilfreds med, at vi ikke fik skabt mere, end det som jeg og resten af offensiven gjorde. Det er minimalt, hvad vi kom frem til at chancer.

På trods af det skuffende resultat har OB en fast målsætning og strategi om, at komme i top-6 de kommende år i fremtiden, fastslår cheftræner Andreas Alm.

- Strategien fra klubben lyder på, at vi fem år i træk skal være i top-6, og det er ikke en strategi, vi laver om på. Målsætningen er den samme.

FC Midtjyllands Erik Sviatchenko udtalte inden sæsonen, at han havde OB som en dark horse til at tage bronzemedaljerne i denne sæson, men det er ikke noget, Andreas Alm skænker en tanke.

- Når man taber til FC Nordsjælland i en premiere, så er en tredjeplads ikke noget, jeg tænker på som træner.

- Det er bestemt realistisk, at vi ender på tredjepladsen i fremtiden. Se bare på Silkeborg. Vi får at se i fremtiden.

OB er kun endt i top-6 én gang ud af de sidste 11 sæsoner.

/ritzau/

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.