OB rydder op i truppen: Anfører og trio siger farvel
Jens Jakob Thomasen blev anfører i OB før denne sæson, men til sommer er han fortid i klubben.
Opdateret kl. 15:47
Når sæsonen slutter, bliver der sagt farvel til flere spillere i OB.
Særligt opsigtsvækkende er det, at anfører Jens Jakob Thomasen ikke får sin kontrakt forlænget.
Heller ikke Ryan Johnson Laursen, der har været holdt ude af en skade hele denne sæson, får lov at fortsætte hos fynboerne, ligesom de to reserver Mikkel Hyllegaard og Tarik Ibrahimagic skal på jagt efter nye græsgange.
Det oplyser OB på sin hjemmeside, hvor fodbolddirektør Björn Wesström sætter ord på beslutningen.
- Jeg har i løbet af ugen haft samtaler med de spillere, som ikke får tilbudt forlængelse af deres kontrakter, der udløber, siger han.
- Det er ikke en nem beslutning, men jeg håber, det vil være med til at udvikle klubben - og spillerne, der nu tager afsted, siger Björn Wesström.
Jens Jakob Thomasen blev udpeget som anfører forud for denne sæson, men den titel når han altså kun at have et enkelt år.
Den 25-årige midtbanespiller har aldrig repræsenteret andre end OB, men det bliver han altså nødsaget til nu.
Ryan Johnson Laursen kom til OB fra Esbjerg i 2017 og har siden spillet 111 kampe i den stribede trøje.
Fodbolddirektør Björn Wesström kom til OB ved årsskiftet og varslede nye tider. Det kostede i første omgang sportschef Michael Hemmingsen jobbet.
Nu bliver der også renset ud i truppen og gjort plads til nye folk, der skal være med til at løfte OB tilbage i kampen om medaljer.
I denne sæson er OB for tredje sæson i træk uden for det fine selskab i mesterskabsspillet. Klubben spiller i stedet for overlevelse i nedrykningsspillet.
Her er klubben ti point foran Vejle Boldklub, der ligger til nedrykning.
/ritzau/
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.