OB skal have styr på stærk Sønderjyske-angriber
Emil Berggreen var på pletten igen mod OB, der vil arbejde på at få angriberen lukket bedre ned i næste møde.
Emil Berggreen scorede to gange, da Sønderjyske trods en føring sent i opgøret måtte nøjes med 2-2 hjemme mod OB.
Angriberen blev hentet til Sønderjyske i slutningen af seneste transfervindue, men har allerede gjort sig positivt bemærket for sønderjyderne.
Med fire scoringer er Emil Berggreen nemlig klubbens Superliga-topscorer. De fire mål er sat ind i to kampe mod OB.
- Han er en utrolig stærk spiller, og vi havde udfordringer med at dæmme op for ham, erkender OB-træner Andreas Alm.
Sønderjyske og OB mødes tre gange mere i denne sæson. To gange i pokalturneringens semifinaler og en gang til i Superligaens nedrykningsspil.
- Han kommer nok også til at give os problemer næste gang, vi møder Sønderjyske, så vi skal have fundet en måde at lukke bedre ned for ham, siger Andreas Alm.
Sønderjyskes cheftræner, Henrik Hansen, roser Berggreens høje niveau.
- Emil leverer generelt på et rigtig højt niveau. Han scorede to mål igen, og han er en konstant fare for vores modstandere.
Henrik Hansen mener også, at den store angriber til tider bliver bortdømt af dommerne.
- Han har mange dueller, hvor hans styrke trumfer igennem, og det er ikke altid, at dommerne ser helt hans vej. Men han knokler hele tiden, og han giver holdet en ekstra dimension, siger Henrik Hansen.
Emil Berggreen er glad for at være kommet stærkt i gang i Sønderjyske, men den høje angriber er stadig ærgerrig efter, at holdet skal vinde flere kampe.
- Det betyder selvfølgelig meget som angriber at få scoret en masse mål, så jeg er godt tilfreds med, at jeg kan bidrage med det.
- Jeg vil jo gerne score så mange mål, som jeg overhovedet kan, men jeg vil først og fremmest gerne vinde fodboldkampe, så det er stadig en skuffelse at gå fra banen uden sejr, selv om jeg scorer mål, siger Emil Berggreen.
/ritzau/
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.