Odense forlænger Herlevs rædselsstime på isen
Herlev tabte sin ottende ligakamp i træk, da Odense Bulldogs var alt for stærke og vandt 5-1 fredag.
Opdateret kl. 22:11
Efter en forrygende sæsonstart er Herlev Eagles havnet i problemer på isen.
Fredag aften led det københavnske forstadshold sit ottende nederlag i træk i Metal Ligaen, da Odense Bulldogs på egen is sejrede med 5-1 efter at have vundet alle kampens tre perioder.
Dermed fik Odense revanche for at have tabt til netop Herlev i pokalsemifinalen for tre uger siden.
Som følge af den grimme nederlagsstime er Herlev nu dumpet ned på ottendepladsen i rækken med ni hold. Tidligere i sæsonen lå Herlev nummer et i Danmarks bedste ishockeyrække.
Det gode for Herlev er, at holdet først for alvor har noget på spil, når slutspillet begynder. Selv om det storkøbenhavnske hold har ti grundspilskampe tilbage, er klubben allerede sikker på at være en del af det gode selskab, for Rødovre ligger isoleret i bunden.
Resten af grundspillet er en lang positionskamp for at få de mest gunstige forudsætninger i slutspillet. I den henseende sikrer den fynske sejr, at Odense fortsat er nummer to med en margin på fire point ned til Aalborg Pirates på tredjepladsen.
Nordjyderne scorede nemlig også tre point fredag aften ved at vinde 5-2 hjemme over Esbjerg Energy.
Det suveræne tophold, Herning Blue Fox, var i store problemer hjemme mod Sønderjyske, men med to scoringer i løbet af kampens sidste fire minutter, fik Herning fremtvunget overtid. Det var dog forgæves, for da opgøret skulle afgøres i straffeslag, vandt gæsterne fra Vojens 5-4.
I Rødovre tabte det nederlagsvante hjemmeholdet med 1-4 til gæsterne fra Frederikshavn.
/ritzau/
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.