spil

Odense Håndbold gør rent bord inden semifinaler

De fynske guldkandidater tog den sjette sejr i seks slutspilskampe, da Viborg blev besejret klart.

Landsholdsmålvogter Althea Reinhardt stod med en redningsprocent på mere end 51 mod Viborg. (Arkivfoto).
Landsholdsmålvogter Althea Reinhardt stod med en redningsprocent på mere end 51 mod Viborg. (Arkivfoto). Bo Amstrup/Ritzau Scanpix

Odense vandt grundspillet med klar margin, og heller ikke i slutspillet har de fynske håndboldkvinder overladt noget til tilfældighederne.

I sidste spillerunde vandt Ulrik Kirkelys tropper overbevisende med hele 30-21 over Viborg og slutter dermed slutspillet med seks sejre i lige så mange kampe.

Med målvogter Althea Reinhardt i sædvanlig storform trak Odense fra gæsterne i anden halvleg.

Det stod 13-12 ved halvtid, men 20 minutter senere var stillingen 27-17 til værterne, der fik sine scoringer fordelt godt ud på markspillerne.

Det stod allerede før kampen klart, at Odense skal møde Herning-Ikast i den ene semifinale. I den anden står Viborg overfor en anden varm guldkandidat i form af Team Esbjerg.

Esbjergenserne har også en Champions League-kvartfinale at tænke på for tiden, men formåede alligevel at slå Herning-Ikast 32-27 i sidste slutspilskamp.

Den norske stregspiller Vilde Mortensen Ingstad havde en fin aften med ni mål på ti forsøg for esbjergenserne.

Esbjerg satte blot et enkelt point til i slutspillet og kan nu med ro i sindet se frem mod returkampen mod CSM Bucuresti i Champions League på lørdag.

De første DM-semifinaler spilles tirsdag og onsdag i næste uge.

/ritzau/

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden