Sport

Odense Håndbold skiller nordmænd ad i Champions League

Odense har vundet samtlige kampe i ligaen i denne sæson, og søndag fik norske Storhamar ørerne i maskinen.

Odenses stjerner levede op til favoritværdigheden mod norske Storhamar i Champions League.
Odenses stjerner levede op til favoritværdigheden mod norske Storhamar i Champions League. NTB/Ritzau Scanpix

Odense Håndbold levede søndag op til favoritværdigheden med en stensikker sejr på 33-20 over norske Storhamar i kvindernes Champions League.

Det blev resultatet af den første af to playoffkampe om en plads i kvartfinalerne mellem de to klubber. Returkampen spilles i Odense søndag.

Godt 2000 tilskuere var på plads i hallen i Hamar, men god lyd og en flot kulisse var ikke nok til at slå storfavoritten fra Odense ud af kurs, og fynboerne var i en klasse for sig i størstedelen af kampen.

Efter en jævnbyrdig indledning begyndte Odense at trække fra efter godt et kvarters spil, og det fik Storhamar-træner Kenneth Gabrielsen til at tage sin første timeout.

Nordmanden var tydeligt irriteret over sit holds manglende returløb, som Odense udnyttede til fulde med en masse scoringer i kontrafasen.

Lige lidt hjalp det, da Odense fortsatte med at udbygge føringen og kunne gå til pause foran 20-13. Norske Thale Rushfeldt Deila var halvlegens helt store oplevelse med hele otte scoringer.

Odense fortsatte i samme tempo i anden halvleg, hvor Helena Elver og Mie Højlund kombinerede sig frem til flere scoringer, og den norske veteran Katrine Lunde tog fra i målet.

Kombineret med et bundsolidt fynsk forsvar betød det, at de norske værter blev holdt nede på blot syv scoringer i anden halvleg, hvori Odense-træner Ole Gustav Gjekstad udnyttede den solide føring til at rotere på sit hold.

Odense har vundet samtlige kampe i Kvindeligaen indtil videre i sæsonen, og selv om Storhamar heller ikke har tabt i den norske liga, var der klasseforskel på de to hold.

Champions League afgøres i et Final Four stævne i Budapest, der spilles i Budapest fra 31. maj til 1. juni.

/ritzau/

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden