Sport

Odense hæver niveauet og sender Ikast ud før DM-finale

Ikast Håndbold var aldrig for alvor tæt på at skabe overraskelsen hjemme mod Odense, der nåede i DM-finalen.

Odenses Malin Aune scorede i perioder efter behag i lørdagens sejr over Ikast og bookede billet til DM-finalen.
Odenses Malin Aune scorede i perioder efter behag i lørdagens sejr over Ikast og bookede billet til DM-finalen. Mikkel Berg Pedersen/Ritzau Scanpix

Opdateret kl. 17:53

Efter uafgjort i den første DM-semifinale havde Ikast forhåbninger om at skabe overraskelsen og besejre Odenses håndboldkvinder.

Men sådan gik det ikke. Odense levede denne gang op til favoritværdigheden og vandt 38-32 ude over Ikast.

Dermed er fynboerne klar til DM-finalen, hvor holdet skal møde Team Esbjerg.

Ikast kom ellers bedst fra start og foran 5-3, men Odense vendte det med fem scoringer i træk til fynsk 8-5-føring.

Odense havde svært ved at trække fra. Ikast fulgte godt med, og otte minutter før pausen reducerede hjemmeholdets Julie Scaglione til 11-12.

Men derfra skruede Odense tempoet op og kom foran med 19-13 ved fløjen Elma Halilcevic.

Odenses formstærke playmaker Helena Elver gjorde det til 20-15 lige inden pausefløjt, så Ikast havde noget af et bjerg at bestige i de sidste 30 minutter.

Anført af blandt andre Malin Aune blev Odense ved med at holde Ikast et godt stykke bag sig.

Da Elver scorede til 28-20 for Odense, virkede det til at være mere eller mindre afgjort.

Men Ikast forsøgte med et sidste skud energi at række ud efter et comeback og reducerede til 28-31 og lidt senere 31-34 med fem minutter tilbage.

Tættere på kom Ikast ikke, og i stedet spadserede Odense sejren hjem i slutminutterne.

Odense-træner Ole Gustav Gjekstad var lettet over, at holdet fik klaret opgaven i to kampe, og at fynboerne ikke skal ud i en kamp tre.

Det skyldes, at Odense i næste weekend skal spille Final 4 i Champions League, hvor holdet ligesom Team Esbjerg er med blandt de fire bedste.

- Det var perfekt, at vi fik afgjort det i to kampe, så vi har en uge til at forberede os til Final 4 i Champions League, siger Ole Gustav Gjekstad til TV 2.

- Nu har vi mulighed for at vinde guld i to store turneringer, siger nordmanden.

Tidligere lørdag vandt Team Esbjerg over København og tog den første billet til finalen om det danske mesterskab.

/ritzau/

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden