Odense og Esbjerg buldrer nådesløst videre i Kvindeligaen
Odense tog sin 17. sejr i 17 kampe, og Henny Reistad gik forrest i Team Esbjergs sikre sejr på vestkysten.
Opdateret kl. 21:34
Der er stor forskel på de allerbedste og resten i kvindernes bedste håndboldliga.
Det blev understreget onsdag aften, hvor Odense Håndbold og Team Esbjerg buldrede videre med endnu et par sikre sejre over midterhold.
På hjemmebane tog Odense sæsonens 17. sejr af 17 mulige i ligaen, da holdet smadrede Skanderborg med 36-19 i et opgør, hvor bredden blev luftet, og målene derfor fordelte sig godt ud.
Lidt mere spænding var der i Ringkøbing, hvor hjemmeholdet hurtigt kom bagud 1-4 mod Team Esbjerg, men derefter holdt nogenlunde snor i den gæstende storfavorit i en lang periode.
Dog var der som så mange tidligere ikke meget at stille op over for den norske stjernespiller Henny Reistad.
Med syv mål før pausen og seks mål efter pausen og dertil seks assister gik ligatopscoreren med i alt 19 målinvolveringer forrest i et opgør, som Tomas Axnérs udvalgte vandt med 37-32.
Etmålsnederlaget i Odense i oktober er fortsat Esbjergs eneste pointtab i ligaen, og derfor er afstanden op til den fynske rival på beskedne to point inden det omvendte stormøde i Esbjerg om en uge.
Også det tredje hjul i topstriden tog to point onsdag, men det var langt fra overbevisende i de første 35 minutter.
Efter et stærk første halvleg var Aarhus Håndbold foran med tre mål i starten af anden halvleg, inden gæsterne Ikast Håndbold strammede sig gevaldigt an.
På ti minutter vendte midtjyderne 14-17 til 22-18, og i det sidste kvarter var der kontrol over kampen, og takket være ni mål fra Stine Skogrand vandt Ikast 32-25.
Dermed har Ikast fortsat kun tabt udekampe mod Odense og Esbjerg og er lige i hælene på de to rivaler i tabellen.
/ritzau/
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.