Sport

Odense-profilen Louise Burgaard er gravid

Håndboldlandsholdspiller Louise Burgaard venter barn i januar og misser dermed dele af sæsonen for Odense.

Louise Burgaard var på banen, da Odense Håndbold i juni tabte Champions League-finalen til Györ.
Louise Burgaard var på banen, da Odense Håndbold i juni tabte Champions League-finalen til Györ. Attila Kisbenedek/Ritzau Scanpix

Opdateret kl. 12:33

Håndboldspiller Louise Burgaard fra Odense Håndbold er gravid.

Sammen med sin mand venter hun sit første barn til januar, oplyser landsholdsspilleren i et opslag på Instagram.

Burgaard misser dermed store dele af den kommende sæson.

- Jeg kommer til at støtte pigerne i Odense Håndbold alt det, jeg kan, uden for banen i første del af sæsonen, og så krydser jeg fingre for, at jeg kan være klar til at joine dem på banen i sidste del af sæsonen i jagten på flere titler.

- Jeg har fortsat store ambitioner både med klubben og landsholdet og har masser af motivation og gåpåmod for at komme stærkt tilbage, skriver 32-årige Burgaard i Instagram-opslaget.

Højrebacken har gennem mange år været en profil på det danske håndboldlandshold, hvor hun fik debut i 2011.

Hun var dog ikke med ved EM i december på grund af skadeproblemer. Nu går hun også glip af VM til december.

I forbindelse med skadepausen sidste år kom Burgaard med et opråb om upassende graviditetsspørgsmål.

- Og venner, så vær lige søde ikke at spørge kvindelige håndboldspillere, om de er gravide, hvis de ikke spiller. Du kan tænke dit, men hvad regner du med?

- Tænker ikke, nogen lige breaker deres graviditet for en fremmed mand ude i VIP-loungen. (Jeg forestiller mig), det kan være sårbart, man ved aldrig, om folk kæmper, og det er en ret privat ting, skrev Louise Burgaard i et Instagram-opslag i november.

Burgaard vendte tilbage til dansk håndbold og Odense i 2024 efter fem år i franske Metz.

I den forgangne sæson var hun med til at vinde DM-guld med Odense, der også nåede finalen i Champions League.

Tidligere i karrieren har hun spillet Holstebro, Viborg og FC Midtjylland.

/ritzau/

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Forsiden