Odense sætter kløerne i højreback fra tysk konkursbo
HB Ludwigsburg har fritstillet alle sine spillere, og en af dem havner nu hos Odense Håndbold.
Den tyske mesterklub HB Ludwigsburg er på vej mod en konkurs, og det kommer nu Odense Håndbold til gode.
Den fynske håndboldklub har således sikret sig en aftale med Viola Leuchter, der på grund af de økonomiske problemer i den tyske klub er blevet fritstillet.
Den 21-årige højreback, der er på det tyske landshold, har underskrevet en toårig kontrakt i Odense.
- Viola er en højreback, som jeg kender rigtig godt. Hun har et af verdens bedste skud på sin position, og samtidig er hun utrolig dygtig til at arbejde begge veje, hvorfor hun også bliver en vigtig brik i at styrke vores forsvar.
- Jeg er meget tilfreds med at få Viola ind på holdet og glæder mig til at se hende til træning og i kamp, siger Odense-træner Jakob Vestergaard ifølge klubbens hjemmeside.
Viola Leuchter kan blandt andet prale af titlen som turneringens bedste unge spiller ved VM i Danmark, Sverige og Norge i 2023.
Nu ser hun frem til at tørne ud for Odense.
- Jeg er virkelig glad for mit skifte til Odense Håndbold. Det er en stor klub med store ambitioner, som jeg er klar til at kæmpe for. Det er samtidig også en klub med store profiler i truppen, som jeg glæder mig til møde, siger hun.
/ritzau/
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.