Sport

Odense Stadion skal moderniseres for 210 millioner kroner

Hjørnerne skal lukkes på Odense Stadion, og antallet af toiletter skal fordobles, meddeler Odense Kommune.

Ikke alle sidder i tørvejr på stadionet i Odense, når det regner. Men det ændrer sig fra 2028. (Arkivfoto).
Ikke alle sidder i tørvejr på stadionet i Odense, når det regner. Men det ændrer sig fra 2028. (Arkivfoto). Claus Fisker/Ritzau Scanpix

Odense Stadion, der til dagligt huser superligaholdet OB, skal moderniseres for 210 millioner kroner.

Det meddeler Odense Kommune på sin hjemmeside, efter at et udbud er blevet vundet af CJ Anlæg A/S som hovedentreprenør og CCO-TBL Konsortie som totalrådgiver.

De 210 millioner kroner skal blandt andet gå til, at hjørnerne på stadion bliver lukket. Derudover skal et nyt tag sørge for, at alle tilskuerpladser bliver overdækkede, antallet af toiletter bliver fordoblet, og antallet af boder vokser markant, lyder det.

Derudover står Odense Sport & Event, der er selskabet bag OB, for at forbedre VIP-faciliteter.

De samlede forbedringer skal sørge for, at stadionet lever op til de krav, som Divisionsforeningen og Det Internationale Fodboldforbund (Fifa) har.

- Siden 1941 har Odense Stadion været centrum for fællesskab og sportslige mirakler. Nu tager vi et vigtigt skridt i den planlagte modernisering, så vi også i fremtiden kan få store oplevelser og superligafodbold i idrætsbydelen Bolbro.

- Jeg er overbevist om, at det nye stadion med plads til flere, lukkede hjørner og overdækkede siddepladser vil kunne bidrage til en endnu mere elektrisk stemning til kampene, siger Odenses borgmester, Peter Rahbæk Juel (S).

Arbejdet påbegyndes i juni og forventes at tage to år. Mens det står på, vil der stadig blive spillet fodbold på stadion.

/ritzau/

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden