Sport

Odense-træner hylder målmand efter CL-chok: Han var i særklasse

Niklas Lundström leverede en stor præstation i målet, da Odense Bulldogs vandt første Champions League-kamp.

Odense-målmand Niklas Lundström havde en travl aften i Tjekkiet.
Odense-målmand Niklas Lundström havde en travl aften i Tjekkiet. David Tanecek/Ritzau Scanpix

Opdateret kl. 13:22

Jason O'Leary fik en drømmedebut som træner for Odense Bulldogs, da han fredag aften coachede det danske mesterhold til en højst overraskende Champions League-sejr i Tjekkiet.

Canadieren, der i sommerpausen har afløst mestertræner Paul Thompson, kunne se sit nye hold vinde 4-3 efter straffeslag på udebane over Mountfield HK i Odenses første kamp nogensinde i turneringen.

Det blev 3-3 i ordinær kamp, hvor de tjekkiske storfavoritter ellers vandt skudstatistikken med 50-16. Men Niklas Lundström leverede en pragtpræstation i Odense-buret.

- Hatten af for dem, der spillede en virkelig god kamp, men vores målmand var i særklasse, siger Jason O'Leary til CHL TV.

Georgs Golovkovs sørgede for Odenses første Champions League-scoring, da han udlignede til 1-1 efter 18 minutter, men tjekkerne dominerede og var foran 3-1 langt inde i tredje periode.

Syv minutter før tid fik Odense dog nyt håb, da Jonathan Brinkman fikst udmanøvrerede den tjekkiske målmand og vippede pucken i nettet med baghånden.

Tre minutter senere udlignede Brinkman med endnu en iskold afslutning tæt under mål, inden Joakim Thelin blev matchvinder i den afgørende straffekonkurrence.

- Vi var forberedt på, at de ville komme til chancer. Det er et stort hold.

- Vi har selv fået nye folk ind, og jeg er selv ny. Det var min første kamp i boksen. Jeg er meget stolt af mine spillere, der forblev positive hele vejen og ikke gav op, siger Jason O'Leary.

Odense skal i alt spille seks kampe i Champions Leagues ligafase, og tre af dem spilles i de kommende dage.

Allerede søndag skal fynboerne på isen mod endnu en tjekkisk modstander, nemlig mesterholdet Kometa Brno.

Torsdag og lørdag i den kommende uge venter to hjemmekampe mod henholdsvis Zürich fra Schweiz og Klagenfurt fra Østrig.

/ritzau/

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden