Østrig sender Norge ud af kvindernes fodbold-EM

Norge er ude af EM efter nyt nederlag, mens England tromler videre med ny storsejr på hjemmebane.

Norges keeper Guro Pettersen spræller forgæves efter Nicole Billas skud, der afgjorde kampen til Østrigs fordel. <i>Peter Cziborra/Reuters</i>

Norges keeper Guro Pettersen spræller forgæves efter Nicole Billas skud, der afgjorde kampen til Østrigs fordel. Peter Cziborra/Reuters

Norges fodboldkvinder har igennem de seneste årtier hentet mange medaljer ved EM, men det kommer ikke til at ske ved sommerens slutrunde i England.

Fredag aften måtte Norge se sig elimineret allerede efter gruppespillet.

Norge behøvede en sejr over Østrig for at avancere til kvartfinalen, men tabte i stedet med 0-1.

Østrig var klart farligst, og det gav resultat efter 37 minutter, da Nicole Billa scorede til 1-0.

Efter pausen var Norge meget på bolden i jagten på mål, men der blev ikke scoret yderligere.

Østrig sluttede på andenpladsen med seks point, mens Norge kun fik tre.

Dermed slutter et skuffende EM for Norge, der blandt andet tabte med hele 0-8 til England.

Netop værtsnationen, England, var allerede sikker på at vinde gruppe A før sidste runde, men holdet satte en streg under sin suverænitet ved at slå Nordirland i den sidste kamp med 5-0.

Nordirland holdt stand i 40 minutter, men så begyndte målene at rasle ind.

England, der slutter med ni point og en målscore på 14-0, måtte undvære deres landstræner, Sarina Wiegman, til kampen, da hun før opgøret blev testet positiv for coronavirus.

I kvartfinalen skal England møde nummer to fra gruppe B. Det bliver enten Spanien eller Danmark, som spiller om andenpladsen lørdag aften. Danmark behøver en sejr for at gå videre.

/ritzau/

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.


Forsiden