Østrigs landstræner ser stort potentiale i dansk hold

Ralf Rangnick erkender, at det var fortjent, at Østrig mandag aften tabte 0-2 til Danmark i Parken.

Ralf Rangnick forsøgte at opildne sine spillere på sidelinjen i Parken, men det var med begrænset succes. <i>Robert Jaeger/Ritzau Scanpix</i>

Ralf Rangnick forsøgte at opildne sine spillere på sidelinjen i Parken, men det var med begrænset succes. Robert Jaeger/Ritzau Scanpix

Det danske fodboldlandshold hører til blandt de bedste i Europa, og det var fortjent, at danskerne trak sig sejrrigt ud af mandagens Nations League-kamp mod Østrig.

Det siger Østrigs landstræner, Ralf Rangnick, på et pressemøde efter 0-2-nederlaget i Parken. For en uge siden tabte hans mandskab 1-2 til Danmark i Wien.

- Der er et stort potentiale i det danske hold, og det er ikke nogen overraskelse, at det er gået, som det er gået.

- Men jeg mener også, at vi skulle have vundet den første kamp i Wien for en uge siden, for vi dominerede den kamp i anden halvleg og havde flest chancer.

- Danmarks sejr i aften (mandag, red.) var fortjent. Vi formåede ikke at bringe det samme niveau ind i kampen som i vores foregående tre kampe.

- Mod hold som Danmark, Frankrig og Kroatien, nogle af de bedste hold i Europa, har vi kun en chance for at vinde, hvis vi rammer vores højeste niveau, og det gjorde vi bestemt ikke i aften (mandag, red.), siger Rangnick.

Han påpeger, at det østrigske hold led af skader og trætte ben, hvilket særligt udfordrede holdet på kanterne. Samtidig tabte Østrig kampen i Parken på taktikbrættet, mener han.

- Vi havde ikke noget taktisk modtræk mod Danmarks 3-4-3-formation. Vi vidste, hvordan de ville spille, men vi kunne ikke forsvare os mod det. Mod et så stærkt hold var vi ikke gode nok, siger Rangnick.

Den tyske fodboldtræner tiltrådte som Østrigs landstræner for to uger siden efter at have stået i spidsen for Manchester United. Han er tilfreds med det foreløbige udbytte som østrigsk landstræner med fire point i fire kampe.

- Jeg har set flere positive ting end negative ting i de her fire kampe, siger Rangnick.

Nations League-gruppespillet fortsætter til september.

/ritzau/

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.


Forsiden