Fodbold

Offensivt AaB-es på svær opgave: - Det var godt nok noget nyt

Louka Prip er den fjerde spiller, superligaholdet bruger på nøgleposition i denne sæson

Louka Prip i aktion i søndagens 1-1-kamp mod Randers FC. Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix
Louka Prip i aktion i søndagens 1-1-kamp mod Randers FC. Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix Ritzau Scanpix

Opdateret 10. november 2021 kl. 14:52

FODBOLD: Superligaklubben AaB købte i sommer Louka Prip i AC Horsens på grund af spillerens evner som målscorer og chanceskaber. Men i søndagens 1-1-kamp mod Randers FC startede den 24-årige sjællænder på en noget uvant position som venstre wingback.

- Det var godt nok noget nyt, og jeg prøvede bare at gøre det så godt, som jeg kunne. Det vil sige at spille simpelt i det defensive og alligevel prøve at komme lidt med i det offensive også, men man risikerer jo lidt at stille sig mellem to stole, forklarer han.

Louka Prip har i øvrigt ingen drømme om at blive permanent omskolet til wingback på superligaholdet.

- Det er ikke min favoritposition, men når jeg får en opgave af træneren, forsøger jeg selvfølgelig at løse den så godt som muligt. Jeg må dog også sige, at det ikke er på den position, jeg ser mig selv have de største forcer i mit spil, erkender AaB-spilleren.

Louka Prip er den fjerde spiller, der bliver brugt som venstre wingback i AaB's sæson. Tidligere er Jakob Ahlmann, Frederik Børsting og Marcus Hannesbo også startet på den position.

Havde chancerne mod Randers

På holdets vegne er Prip i øvrigt en smule mellemfornøjet med søndagens uafgjorte resultatet mod Randers FC, for AaB kom foran efter blot 53 sekunders spil.

- Vi havde chancerne til at give os selv et endnu større forspring til anden halvleg, og så kom de bedre med og skiftede nogle stærke spillere ind. Vi kan dog godt leve med ét point, og til sidst bar kampen nok også lidt præg af, at begge hold havde det sådan, mener AaB-spilleren.

Resultatet betyder, at AaB fortsat indtager tredjepladsen i Superligaen, inden spillerne nu kan se frem til 14 dages kamppause som følge af landsholdets sidste kampe i VM-kvalifikationen.

AaB skal næste gang i aktion mandag 22. september på udebane mod det kriseramte bundhold SønderjyskE. Dernæst resterer kun hjemmekampen mod FC København 28. november, før vinterpausen kalder.

Hold dig opdateret om AaB – Tilmeld dig vores nyhedsbrev om AaB lige her

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden