Officielt: AaB henter norsk landsholdsspiller
23-årige Iver Fossum skifter Hannover 96 ud med superligaklubben
Opdateret kl. 19:30
FODBOLD: Rygterne var løbet i forvejen, men fredag formiddag blev det officielt. AaB har skrevet kontrakt med den norske midtbanespiller Iver Fossum.
Den 23-årige landsholdsspiller er købt fri af kontrakten med tyske Hannover 96, som havde papir på ham i endnu et år. I AaB har Iver Fossum fået en kontrakt gældende til 30. juni 2023.
- Iver Fossum er en tovejsspiller med internationalt snit, og alene det at han har spillet mange kampe i en europæisk Top 5-liga, vidner om stor kvalitet. Som type er han teknisk dygtig og har god spilforståelse og stor løbekapacitet, og han kan dække både 8’er- og 6’er-postionen, ligesom han på det norske landshold senest har optrådt på kanten, fortæller sportsdirektør Allan Gaarde i en pressemeddelelse.
Nordmanden kom til Hannover i vinteren 2016 fra Strømsgodset i hjemlandet. Han nåede 66 førsteholdskampe for tyskerne, og i de opgør lavede han to mål. Han står noteret for 12 A-landskampe for Norge. Seneste indsats i nationaltrøjen var i Nations League-kampen på Cypern i november 2018, hvor han startede på banen, men blev udskiftet med Martin Ødegaard i pausen.
Siden røg han helt ud i kulden i sin tyske klub, som han ikke har spillet for siden 9. februar, hvor han kom ind som indskifter mod Nürnberg. Så det er en spiller langt fra kampformen, AaB får.