Chelsea hyrer Potter som ny cheftræner

Den nu tidligere Brighton-træner afløser Thomas Tuchel, der blev fyret tidligere på ugen

Graham Potter bytter Brighton ud med Chelsea. <i>Arkivfoto: Oli Scarff/Ritzau Scanpix</i>

Graham Potter bytter Brighton ud med Chelsea. Arkivfoto: Oli Scarff/Ritzau Scanpix

LONDON:Som ventet bliver det Graham Potter, der skal forsøge at bringe storklubben Chelsea tilbage på sporet.

Den nu tidligere Brighton-træner har underskrevet en aftale gældende for fem år, skriver Chelsea på sin hjemmeside.

Graham Potter får titel af cheftræner og afløser Thomas Tuchel, der fik sparket efter tirsdagens 0-1-nederlag til Dinamo Zagreb i Champions League.

- Jeg er utrolig stolt over og glad for at repræsentere Chelsea FC, denne fantastiske fodboldklub, siger Potter.

- Jeg glæder mig meget til at arbejde sammen med Chelseas nye ejergruppe og ser frem til at møde og arbejde med en spændende gruppe spillere og udvikle en kultur og et hold, som vores fantastiske fans kan være stolte af, lyder det.

Efter en aktiv karriere, der primært udfoldede sig i de lavere divisioner, skabte Graham Potter sig et trænernavn i svenske Östersund, som han førte fra 4. division til den bedste række og europæisk deltagelse.

I 2018 hentede Swansea ham tilbage til de britiske øer, inden han året efter kom til Brighton i Premier League.

- Vi er begejstrede over at hente Graham til Chelsea. Han er en erfaren træner og en innovator i Premier League, som passer til vores vision for klubben, siger medejer og bestyrelsesformand, Todd Boehly.

- Han har haft stor indflydelse på sine tidligere klubber, og vi ser frem til hans positive indflydelse i Chelsea. Vi ser frem til at støtte ham, hans trænerteam og truppen i at realisere det fulde potentiale i de kommende måneder og år.

Graham Potter sætter sig i et af Premier Leagues varmeste sæder. Chelsea har for vane at skifte hyppigt på trænerposten og har haft pæn succes med den strategi.

Hans forgænger, Thomas Tuchel, vandt således både Champions League, Super Cup og klub-VM, men holdt alligevel kun godt halvandet år i jobbet.

Potters første opgave i spidsen for sin nye klub bliver lokalopgøret på udebane mod Fulham i Premier League lørdag eftermiddag.

/ritzau/

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.