Officielt: Grønbæk stikker til Norge som rekordsalg
Alt er nu på plads, så Albert Grønbæk kan skifte til Bodø/Glimt fra AGF, oplyser den danske klub.

Albert Grønbæk (i hvidt) skifter til norsk fodbold. (Arkivfoto) Claus Bech/Ritzau Scanpix
Rekordsalget af midtbanespilleren Albert Grønbæk til norsk fodbold er nu gået igennem. Det oplyser Superliga-klubben AGF på sin hjemmeside.
Det er de norske mestre fra Bodø/Glimt, som fremover kan nyde godt af 21-årige Grønbæks evner på grønsværen. Han har fået en femårig kontrakt, skriver Bodø/Glimt på sin hjemmeside.
- Det er en rigtig god mulighed for både Grønbæk og for os som klub, siger sportschef i AGF, Stig Inge Bjørnebye, til klubbens hjemmeside.
- Vi sælger nu en af vores egenudviklede spillere videre ud i Europa i en tilfredsstillende handel for alle parter, og for spilleren selv er det en spændende og attraktiv klub, han kommer til.
AGF oplyser ikke, hvad salgsprisen er, men ifølge flere danske medier indkasserer AGF på den gode side af 20 millioner kroner. Det er altså rekord for den aarhusianske klub.
Grønbæk kom til AGF som 14-årig og fik sin debut for førsteholdet i 2019 som teenager. Siden er det blevet til 86 kampe for AGF, hvori det er blevet til 8 mål og lige så mange assister.
Fremover skal han hjælpe Bodø/Glimt til succes i både Norge og Europa, hvor holdet sidste år blandt andet imponerede ved blandt andet at lammetæve de senere vindere AS Roma med 6-1 i Conference League-gruppespillet.
- Glimt er en helt fantastisk klub. Jeg fulgte klubben i fjor, og måden, man spiller fodbold på, tiltager mig helt vildt. Jeg er sindssygt glad, siger Grønbæk til sin nye klubs hjemmeside om skiftet.
Han bliver holdkammerat med landsmand Japhet Sery Larsen, og det passer Grønbæk godt, for de kender hinanden udmærket.
- Vi er gode venner. Vi har spillet mod hinanden mange gange, men har også set hinanden uden for banen. Det er godt at have nogen her, som man kender, siger Albert Grønbæk.
/ritzau/
Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.
Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.