Officielt: Lars Vind er ny cheftræner i Esbjerg

Det bliver den tidligere akademichef Lars Vind, som skal forsøge at bringe Esbjerg tilbage til 1. division.

Esbjerg rykkede ned i 2. division efter et nederlag til Fremad Amager. (Arkivfoto) <i>Mikkel Berg Pedersen/Ritzau Scanpix</i>

Esbjerg rykkede ned i 2. division efter et nederlag til Fremad Amager. (Arkivfoto) Mikkel Berg Pedersen/Ritzau Scanpix

Som det har været rygtet i noget tid, bliver det klubmanden Lars Vind, som overtager cheftrænersædet i fodboldklubben Esbjerg.

Det bekræfter vestjyderne mandag på deres hjemmeside.

Den 45-årige tidligere akademichef bliver manden, som skal forsøge at få Esbjerg tilbage i 1. division, efter at holdet overraskende rykkede ned i 2. division i den nyligt afsluttede sæson.

Lars Vind har været i Esbjerg i mange år. Først som ungdomstræner i klubben, og siden har han været både assistenttræner på førsteholdet samt akademichef.

Han får Rafael van der Vaart som sin assistent og Frode Birkeland som målmandstræner, mens klubben regner med at tilknytte yderligere en person til staben.

- Førsteholdet står foran en vigtig opgave, hvor vi skal rykke op, og det skal ske via offensivt og dynamisk spil på banen, siger Esbjergs administrerende direktør, Jens Hammer Sørensen, til klubbens hjemmeside.

- Det er samtidig en del af strategien, at det skal ske med en overvægt af unge spillere, og her spiller akademiet selvsagt en stor rolle. Vi ser Lars Vind som skræddersyet til at lykkes med de ting, vi gerne vil.

Da sidste sæson blev indledt, var Esbjerg favorit til at rykke op i Superligaen. Efter en rærlig sæson og stor intern uro endte det dog stik modsat, da holdet rykkede ned.

Lars Vind er da også helt med på, at der er ét altoverskyggende mål for ham og holdet.

- Der venter os en sæson, hvor der vil være et stort pres på for at rykke op næste sommer, og det pres løber vi ikke fra, siger han til efb.dk.

- Det er målet at slutte på en af de to øverste placeringer, når vi om et års tid skal gøre regnskab over sæsonen, og det vil jeg gøre alt for, at vi lykkes med.

/ritzau/

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.