Sport

Oklahomas topscorer kåret til NBA's mest værdifulde

Shai Gilgeous-Alexander blev suveræn vinder, da et panel skulle kåre NBA's mest værdifulde spiller.

Shai Gilgeous-Alexander har i gennemsnit lavet 32,7 point per kamp i NBA's grundspil for Oklahoma City Thunder. (Arkivfoto).
Shai Gilgeous-Alexander har i gennemsnit lavet 32,7 point per kamp i NBA's grundspil for Oklahoma City Thunder. (Arkivfoto). Alonzo Adams/Ritzau Scanpix

Basketballspilleren Shai Gilgeous-Alexander fra Oklahoma City Thunder er kåret som den mest værdifulde spiller i NBA.

Det oplyser den nordamerikanske basketliga på sin hjemmeside.

Den 26-årige canadier vandt afstemningen foran Nikola Jokic fra Denver Nuggets.

Det er anden gang, at en canadier hædres som ligaens mest værdifulde spiller i NBA's grundspil. Kampene i det igangværende NBA-slutspil indgår ikke i bedømmelsen.

Shai Gilgeous-Alexander sluttede som topscorer i grundspillet med et gennemsnit på 32,7 point per kamp.

Sammen med Oklahoma City Thunder er Shai Gilgeous-Alexander nået frem til semifinalerne, hvor holdet møder Minnesota Timberwolves.

Holdet fra Oklahoma vandt onsdag det første af syv potentielle opgør - med Shai Gilgeous-Alexander som kampens mest scorende.

Et panel bestående af 100 medlemmer fra globale medier har deltaget i afstemningen.

71 medlemmer af panelet pegede på Shai Gilgeous-Alexander som ligaens mest værdifulde spiller, mens resten valgte Nikola Jokic.

I panelet var der desuden stor enighed om, at Giannis Antetokounmpo fra Milwaukee Bucks var ligaens tredjebedste. Hele 88 medlemmer af panelet havde Antetokounmpo som treer.

/ritzau/

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden