OL-aktuel nordmand stråler ved X Games: Surrealistisk
Marcus Kleveland rejser hjem fra X Games i Aspen med to guldmedaljer og en sølvmedalje i bagagen.
Den 22-årige snowboarder Marcus Kleveland har fundet storformen med kun et par uger til vinter-OL i Beijing.
Natten til lørdag vandt nordmanden disciplinen big air foran canadiske Max Parrot og finske Rene Rinnekangas.
Det var Klevelands tredje medalje på to dage ved X Games.
Fredag vandt han guld i knuckle huck, og lørdag blev det til sølv i slopestyle samt altså guld i big air.
- Det var været en virkelig rå uge her i Aspen. Jeg havde ikke forestillet mig dette. At rejse hjem med tre medaljer er helt surrealistisk, siger Kleveland til NTB.
Kleveland har siden sin debut ved X Games i 2016 nu vundet seks guldmedaljer, og i 2021 blev han også verdensmester i slopestyle i Aspen.
- Der findes ingen bedre optakt til OL end at være her i Aspen. Jeg har fået kørt meget snøbrett (norsk for snowboard, red.). Jeg tager af sted med sænkede skuldre. Det bliver spændende.
Det norske medaljehåb når en uge i hjembyen Dombås, inden han skal videre til Beijing.
- Det bliver magisk. Det bliver godt at komme hjem og slappe af, siger han.
Også den 28-årige Mark McMorris tager til Beijing med en sejr ved X Games bag sig.
Den canadiske stjerne vandt lørdag slopestyle foran Kleveland, og det var hans tiende guldmedalje ved vinterudgaverne af X Games.
McMorris udbygger dermed sin egen rekord for flest medaljer ved vinterudgaverne af X Games til 21.
I 2020 overgik han legenden Shaun Whites 18 X Games-medaljer.
/ritzau/
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.