OL-mester i banecykling ryger af banen i grimt styrt
Banecykelrytteren Matt Walls røg ud over barrieren i forbindelse med en voldsomt styrt ved Commonwealth Games.
Den britiske banecykelrytter Matt Walls var søndag involveret i et grimt styrt ved Commonwealth Games i London.
Walls, der vandt guld i omnium ved OL i Tokyo, røg af banen og ud over barrieren mod tilskuerpladserne, da han forsøgte at undvige ryttere, der var væltet foran ham.
Det skriver flere internationale nyhedsbureauer.
Efter mere end 40 minutters behandling af de læger, der var til stede i Lee Valley VeloPark, blev Walls kørt væk i en ambulance. Flere tilskuere kom også til skade.
Matt Walls forsøgte at undgå at ramme ind i George Jackson fra New Zealand og Josh Duffy fra Australien, som i et sving var styrtet foran briten. Walls røg op på barrieren og faldt altså ud over.
I alt styrtede otte ryttere. Ud over Matt Walls blev Matt Bostock også kørt væk fra Lee Valley VeloPark i en ambulance efter at være blevet behandlet for hoved- og skulderskader.
På grund af det grimme styrt blev formiddagens løb aflyst, og alle tilskuere blev bedt om at forlade hallen, så Walls og de andre ryttere kunne blive behandlet.
/ritzau/
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.