Olympisk ishockeykamp foregår med mundbind
Canadas spillere mødte ikke frem til kampstart mod Rusland. En time senere kom holdene på isen iført mundbind.
De kvindelige ishockeyspillere fra Canada og Rusland bar mundbind, da de mandag mødtes ved vinter-OL i Beijing.
Årsagen var, at de canadiske spillere følte sig usikre på, om alle de russiske spillere var raske ovenpå smitte med coronavirus.
Canada mødte ikke op frem på isen, da kampen skulle gå i gang klokken 5.10 mandag morgen dansk tid.
Canadierne nægtede ganske enkelt at skøjte ind på isen, før de havde fået overbragt de seneste testsvar fra det russiske hold. Det betød, at kampstarten blev forsinket med en time.
I sidste uge blev seks russiske spillere isoleret, efter at de havde pådraget sig coronavirus.
Alle deltagere ved vinter-OL i Beijing skal bære mundbind i hverdagen, men de er fritaget, når de er i konkurrence.
Opgøret endte med en canadisk sejr på 6-1, hvilket betyder, at canadierne har vundet samtlige tre kampe i gruppe A ved vinter-OL. Russerne har tre point efter en sejr og to nederlag.
Samtlige fem hold i gruppe A er sikret deltagelse i kvartfinalerne, mens der i gruppe B, hvor Danmark er med, blot er tre pladser på spil.
/ritzau/Reuters
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.