Olympiske mestre besejrer danske ishockeyherrer i testkamp
Det finske ishockeylandshold, der i februar vandt OL-guld, slog Danmark med 4-3 efter straffeslag.
I en testkamp frem mod VM i maj testede de danske ishockeyherrer onsdag formen af i Odense, hvor de finske OL-guldvindere var kommet på besøg.
Trods en tomålsføring til Danmark formåede Finland at kæmpe sig tilbage i slutningen af kampen og vinde efter straffeslag.
Danskerne manglede flere profiler, mens de finske gæster ligeledes var uden flere stjernespillere. De olympiske mestre havde dog flere spillere med i truppen, der for syv uger siden sikrede sig OL-guld i Beijing.
Kampen var blot 22 sekunder gammel, da danskerne bragte sig foran første gang.
Mathias Bau Hansen drev pucken op ad venstrekanten og smed den ind foran mål, hvor Oliver Joakim Larsen frit satte pucken i mål.
Den danske føring blev seks minutter senere udlignet i finsk powerplay af 22-årige Eemil Erholtz.
Midtvejs gennem første periode bragte de rød-hvide sig foran på ny. Den scoring stod Malte Setkov bag.
Med et svært udsyn til pucken kunne Jussi Olkinuora i det finske mål ikke stille noget op med Setkovs afslutning flere meter fra mål.
Danskerne var generelt gode til at holde finnerne fra afslutninger i første periode.
I anden periode tog finnerne endnu mere styring. De olympiske guldvindere sværmede i store perioder omkring det danske mål og var også en tand mere skydelystne end i opgørets første 20 minutter.
På et tidspunkt, hvor danskerne så allermest pressede ud, lykkedes det Nikolaj Krag-Christensen efter et-to-kombinationer med Lucas Andersen at fordoble den danske føring til 3-1.
Det begravede dog ikke finnerne.
Knap syv minutter inde i tredje periode pustede de blåklædte gæster endnu engang liv i opgøret med et mål i powerplay sat ind af Petrus Palmu.
I kampens sidste minut blev der så udligning til 3-3. OL-guldvinderen Teemu Hartikainen bankede pucken i mål og kampen ud i en ekstra periode.
Men ingen mål i fjerde periode betød, at kampen måtte afgøres efter straffeslag. Her viste de finske OL-guldvindere sig stærkest, men danskerne formåede at presse dem ud i et femte slag.
/ritzau/
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.