Omdrejningstallet stiger støt: - Følelsen begynder at være god

Lucas Andersen er så småt ved at fornemme en formfremgang efter den skadespause, som han aldrig for alvor kom sig over i foråret

Lucas Andersen viste momenter af farlighed i søndagens kamp mod AC Horsens. <i>Foto: Martél Andersen</i>

Lucas Andersen viste momenter af farlighed i søndagens kamp mod AC Horsens. Foto: Martél Andersen

AALBORG:Lucas Andersen er godt på vej tilbage mod topformen, men AaB-kaptajnen må i første omgang forholde sig til, at AaB ikke har fået den sæsonstart, som man havde håbet på. Tre kampe og blot et enkelt point rejser spørgsmålstegn. Spørgsmålstegn, hvor kaptajnen gerne giver svar på tiltale. 

- Fodbold er et sort-hvidt spil. Hvis vi havde scoret på en af de chancer, som de redder på stregen, så havde vi stået med en sejr og været glade. Nu skal vi stå her og ærgre os over, at vi ikke har vundet. Det er det, der gør fodbold både fantastisk og nogle gange brutalt, siger Lucas Andersen. 

- Vi ville gerne have stået med langt flere point efter de tre første runder. Viborg-kampen var ikke god. Særligt første halvleg mod FCK var god, og mod Horsens var det noget andet, og den kamp skulle vi have vundet. Der var gode takter både offensivt og defensivt, siger Lucas Andersen. 

Der er tegn på fremgang i Lucas Andersens spil. AaB-kaptajnen leverede nogle driblinger og bevægelser i søndagens kamp mod AC Horsens, som man skal tilbage til før hans korsbåndsskade for at finde fortilfælde af.

- For mit eget vedkommende vil jeg jo gerne  have, at tingene går så hurtigt som muligt i forhold til det år, jeg var ude. Jeg kan mærke, at der stille og roligt kommer mere power og overskud i duellerne. 

Efter at have gjort comeback den 8. april hjemme mod Randers, blev Lucas Andersen skadet igen cirka en måned senere i Randers. Siden har det handlet om at dosere AaB-kaptajnen rigtigt.

- Jeg er ved at være der, hvor jeg kan sige, at følelsen begynder at være god i forhold til dueller og driblinger. Det skal ikke være nogen hemmelighed, at jeg mod slutningen af sidste sæson kæmpede med at bide nogle ting i mig. Her har sommerpausen gjort mig rigtig, rigtig godt. Det betyder, at jeg er ved at finde hen mod det niveau, som jeg tidligere har været på, lyder vurderingen fra AaB-kaptajnen. 

Han understreger, at han er så langt i sin formopbygning, at tilliden til knæet er helt i top.

- Det har handlet meget om, at jeg skulle stole på min krop. Den sikkerhed, der skal være, så jeg føler, at tingene er okay. Det er jeg fri fra nu. Jeg føler mig ikke hæmmet, siger Lucas Andersen.

Med en stigende formkurve er Lucas Andersen en af de AaB-spillere, der skal være med til at få den nordjyske snak om begyndende AaB-krise til at forstumme. Det kræver, at han bliver mere og mere involveret i AaB's offensiv, hvilket der også er tegn på.

- Det er klart, at vi gerne vil sætte både mig og Sousa i scene ude på kanterne. Det blev bedre mod Horsens. Det handlede om at få os isoleret på kanterne. Det blev vi også farlige på. Det er nogle af de ting, vi skal dyrke endnu mere, siger Lucas Andersen, der også roser holdets unge angriber Anosike Ementa, der de seneste par kampe har gjort sin indflydelse gældende. 

- Ementa er et fantastisk opspilspunkt. Jeg tror ikke, der er nogen i Superligaen, der kan holde ham. Vi arbejder meget med at spille hinanden gode. Jeg ved ikke, om kampen mod Horsens var et turning point, men der var i hvert fald nogle ting i spillet, der gør, at jeg er meget positiv frem mod de næste kampe, siger Lucas Andersen.

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.


Forsiden