Fodbold

Omkamp mellem Brasilien og Argentina afblæses endegyldigt

Den planlagte omkamp mellem Brasilien og Argentina i fodbold kommer alligevel ikke til at finde sted.

Den afbrudte kamp tilbage i september nåede at blive sat i gang, og spillerne kom også op at toppes et par gange, inden det hele kulminerede i skandaløse scener, da ansatte fra Brasiliens nationale sundhedstilsyn, Anvisa, trådte ind og afbrød kampen. (Arkivfoto)
Den afbrudte kamp tilbage i september nåede at blive sat i gang, og spillerne kom også op at toppes et par gange, inden det hele kulminerede i skandaløse scener, da ansatte fra Brasiliens nationale sundhedstilsyn, Anvisa, trådte ind og afbrød kampen. (Arkivfoto) Amanda Perobelli/Reuters

Der bliver ikke nogen omkamp mellem Brasilien og Argentina, efter at en kamp i september sidste år i VM-kvalifikationen mellem de to fodboldnationer blev afbrudt.

Afbrydelsen skete kort inde i kampen. Årsagen var uenighed om, hvorvidt fire argentinske spillere havde levet op til Brasiliens coronakarantæneregler for indrejse fra England.

Det Internationale Fodboldforbund (Fifa) besluttede i februar, at kampen skulle spilles om. Det ønskede de to landes fodboldforbund ikke, men deres appel blev afvist i maj.

Nu er parterne så alligevel blevet enige om, at kampen, som skulle have været spillet 22. september, bliver droppet. Det oplyser landenes fodboldforbund i en fælles udmelding ifølge nyhedsbureauet AFP.

Der ville ikke have været noget på spil, da begge lande er kvalificeret til fodbold-VM i slutningen af året.

- Argentinas fodboldforbund, Brasiliens fodboldforbund og Fifa har løst uenighederne i Den Internationale Sportsdomstol, lyder det fra fodboldforbundene.

Den afbrudte kamp tilbage i september nåede at blive sat i gang, og spillerne kom også op at toppes et par gange, inden det hele kulminerede i skandaløse scener, da ansatte fra Brasiliens nationale sundhedstilsyn, Anvisa, trådte ind og afbrød kampen.

Myndighederne mente, at fire argentinere, som havde deres daglige gang i Premier League i England, ikke havde opfyldt karantænereglerne i Brasilien og derfor ikke burde spille.

/ritzau/

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden