Håndbold

Opbakning til EH Aalborg: - Profudvalget har ikke tænkt sig om

Morten Arvidsson og hans Sæby-hold er blevet rykket ned på skrivebordet, men han har langt mere ondt af EH Aalborg, der er blevet udsat for det samme

Sæby-træner Morten Arvidsson har svært ved at forstå, at EH Aalborg ikke får lov at blive i ligaen. Arkivfoto: Bente Poder
Sæby-træner Morten Arvidsson har svært ved at forstå, at EH Aalborg ikke får lov at blive i ligaen. Arkivfoto: Bente Poder

Opdateret 12. maj 2022 kl. 16:01

HÅNDBOLD: Det fik konsekvenser for Sæby HK, at håndboldsæsonen i denne uge blev indstillet på grund af coronavirus.

Selv om sæsonen bliver afsluttet før tid, har udvalget for professionel håndbold under Dansk Håndbold Forbund (DHF) besluttet, at de aktuelle stillinger er gældende, og det betyder, at Sæby rykker ned i 2. division.

Der resterede oprindeligt tre kampe i 1. division, og Sæby havde fire point op til redning, men hos vendelboernes cheftræner, Morten Arvidsson, fylder det væsentligt mere, at samme skæbne overgik EH Aalborg i landets bedste række.

EH Aalborg var á point med Skanderborg Håndbold, men var placeret på den enlige nedrykningsplads på grund af et dårligere indbyrdes regnskab, og derfor er EH Aalborg blevet rykket ned, selv om de to bundrivaler endnu manglede et indbyrdes opgør.

- Vi er selvfølgelig ærgerlige over, at vi rykker ned, men det, der er sket for EH Aalborg, er selvfølgelig langt mere uretfærdigt. Jeg havde håbet for alle parter, at profudvalget havde tænkt sig om, for det synes jeg ikke, at de har gjort.

- Havde holdene mødt hinanden to gange, kunne man sige, at det var retfærdigt, men det har de ikke, og derfor synes jeg, at det her er en tåbelighed, siger Morten Arvidsson.

Med beslutningen om at lade de aktuelle stillinger stå ved magt fejede udvalget for professionel håndbold forslaget om at annullere nedrykning og dermed udvide den bedste række til 15 hold af bordet.

For ifølge DHF-formand Per Bertelsen kan en udvidelse ikke komme på tale.

- Prof-udvalget har hele tiden haft den holdning, at vi under ingen omstændigheder ville udvide ligaen til flere hold. Vi har også et produkt, vi skal værne om, og det gør vi ikke ved at udvide, sagde Per Bertelsen tidligere på ugen til TV2.

Morten Arvidsson er dog dybt uenig i ræsonnementet.

- Vi er i en usædvanlig situation, og jeg synes, at vi har et håndboldforbund, der er ignorant over for virkeligheden. Jeg vil ikke engang sige, at man skulle have været specielt pragmatisk for at komme frem til, at man skulle udvide ligaen. Det havde bare været det rigtige.

- Det ville heller ikke have været rigtigt ikke at rykke Vendsyssel op, men da Stjernen matematisk allerede var rykket ud af 1. division, havde en udvidelse betydet, at der ville komme ét hold mere i de to øverste rækker tilsammen. Det tror jeg, at vi kunne have fundet en løsning på, siger Morten Arvidsson.

På vegne af Sæby HK er han dog fuld af fortrøstning i en tid, hvor coronavirus og de deraf følgende økonomiske konsekvenser ellers skaber bekymringer i de fleste håndboldklubber.

Vendelboerne står klar, hvis der skulle opstå en ledig plads i 1. division på den bekostning.

- Vores mål er at komme tilbage i 1. division så hurtigt som muligt. Vi fortsætter med det samme setup og kommer ikke til at slække på tingene, og vi kommer også til stort set at have det samme hold som i denne sæson. Der er to spillere, der endnu ikke har sagt, at de fortsætter, men de har heller ikke sagt det modsatte.

- Vi håber selvfølgelig, at alle klubber overlever, men det er en rigtig vanskelig situation for mange klubber, og vi er klar, hvis der er nogen, der må trække stikket. Men det håber vi ikke, at der er, for det er jo heller ikke den måde, man helst vil rykke op på, siger Morten Arvidsson.

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden