Orkanagtig indledning glæder Aalborg Håndbold-lejren

Der var nogle vigtige signaler og elementer, som Stefan Madsen kunne tage ud og med videre fra sejren over Lemvig-Thyborøn

Her ses Aron Pálmarsson og cheftræner Stefan Madsen i kampen mellem Aalborg og Lemvig-Thyborøn. <i>Foto: Henrik Bo</i>

Her ses Aron Pálmarsson og cheftræner Stefan Madsen i kampen mellem Aalborg og Lemvig-Thyborøn. Foto: Henrik Bo

LEMVIG:Kunne Stefan Madsen have skrevet drejebogen for søndagens 36-29-sejr i Lemvig, så havde den på mange punkter været lig det, der rent faktisk udspillede sig på banen. Her fik man ikke blot en tiltrængt sejr men også en indsats, der peger i den rigtige retning. 

- Det betyder alverden. Vi ved godt, at Lemvig-Thyborøn skal vi slå, men med den periode vi har været igennem, så handler det om at få nogle succesoplevelser. Det fandt vi i den her kamp. Én ting var selve resultatet, men måden, vi gjorde det på, tegner godt, siger Stefan Madsen.

Han erkender blankt, at det ikke har behaget Aalborg Håndbold-lejren, at man har tabt fire kampe på stribe. En klub, der er i den grad er gennemsyret af vinderkultur, har det ikke godt med at tabe kampe. Søndagens sejr skal meget gerne være et resultat og udtryksmæssigt vendepunkt.

- Vi stiller store krav og har store ambitioner. Derfor har det gjort ondt. Der er et ordsprog, der siger: Én gang er et tilfælde, to gange en tendens og tre gange, så er det en realitet. Nu har vi vist den ene gang med den her sejr, og så skal vi vise, at det ikke er et tilfælde, der kunne se sit mandskab komme blæsende ud til kampen, siger han.

Aalborg Håndbold er blevet kritiseret for at være en sløv starter. Senest eksemplificeret i Nantes, men i Lemvig nåede de sidste tilskuere dårligt nok ind i hallen, før der blæste en nordjysk tornado hen over halgulvet. I løbet af mindre end tre minutter var Aalborg foran 3-0 efter tre kontramål.

- Det er jo den energi, vi gerne vil spille med, og nok også den energi, vi har ledt lidt efter. Vi har simpelthen ikke været effektive nok, når vi har haft vores chancer. Her fik vi vist, at vi kan stå godt defensivt, og det tager vi gerne med videre, siger Stefan Madsen, der heller ikke fornemmer nogle sprækker i Aalborgs panser.  

- Det er vigtigt for mig at sige, jeg fornemmer en kæmpe lyst i gruppen til at grave os ud af det. Vi har været nede i kælderen, og nu skal vi fortsætte og bruge det her til noget positivt, fortæller cheftræneren.

Der er aldrig noget, der er så skidt, at det ikke er godt for et eller andet. Heller ikke i det her tilfælde, hvor Aalborg Håndbold kan lære en masse af de nederlag man har fået.

- Vi havde naturligvis gerne været det her for uden, men nu har vi stået i det her, og det giver nogle andre fokuspunkter. Vi har været i gang med at kigge alle detaljer igennem. Ikke kun det vi gør på banen, men også det vi gør udenfor banen. Jeg tror på, at den her modgang kan styrke os på den lange bane, siger Stefan Madsen. 

Næste opgave er torsdagens udekamp mod selveste Barcelona i Champions League. 

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.