Sport

Osaka stopper Tausons jagt på finalen i Montreal

Clara Tauson tabte semifinalen i to sæt til den tidligere japanske verdensetter Naomi Osaka.

Clara Tauson tabte natten til torsdag til Naomi Osaka i semifinalen i Montreal i Canada.
Clara Tauson tabte natten til torsdag til Naomi Osaka i semifinalen i Montreal i Canada. Minas Panagiotakis/Ritzau Scanpix

Tennisspilleren Clara Tauson formåede ikke at spille sig frem til finalen ved WTA 1000-turneringen i canadiske Montreal.

Den 22-årige dansker måtte natten til torsdag se sig besejret af den tidligere japanske verdensetter Naomi Osaka.

Osaka vandt 6-2, 7-6 over Tauson, der efter en fremragende uge var et stykke under sit vanlige niveau i semifinalen.

Tauson forpassede i første sæt en glimrende mulighed for at bringe sig foran med 3-2, da hun tilspillede sig to breakbolde.

De blev begge afvist af Osaka, der også havde marginalerne på sin side. Da japaneren udlignede til 40-40, ramte bolden netkanten og faldt ned på Tausons side af nettet.

Efter at Osaka fik hevet partiet hjem og bragt sig foran med 3-2, var japaneren ikke til at stoppe i det næste.

Den 27-årige japaner fulgte straks op med et servegennembrud, mens Tauson famlede efter sit niveau.

Selvtilliden osede nu ud af Osaka, der hurtigt fik lukket første sæt.

Andet sæt begyndte i samme stil med en Osaka, der var ovenpå, over for en underlegen Tauson.

Bagud 1-3 og hårdt presset fik danskeren en pludselig opblomstring og udlignet til 4-4.

Frustrationerne var især tydelige hos Osaka, da Tauson i et langvarigt parti på sin sjette breakbold fik reduceret til 3-4.

Tauson begyndte nu for alvor at folde sit spil ud, og da andet sæt lidt senere skulle afgøres i en tiebreak, begyndte det at se lovende ud for danskeren.

Tauson bragte sig foran 3-0 i tiebreaken, hvor hun også tilspillede sig to sætbolde. Men Osaka gav ikke op, og det lykkedes japaneren at vinde tiebreaken 9-7.

Trods nederlaget kan Clara Tauson se tilbage på en fremragende uge i den canadiske storby.

På vejen frem mod mødet med Osaka havde Tauson slået topspillere som Iga Swiatek og Madison Keys uden at afgivet et eneste sæt.

I finalen skal Osaka op imod den canadiske wildcard-spiller Victoria Mboko. 18-årige Mboko slog i den anden semifinale Elena Rybakina med 1-6, 7-5, 7-6.

/ritzau/

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden