Sport

Ottawa får klø af Buffalo trods Lars Eller-scoring

Lars Eller gav Ottawa Senators håb om et comeback i NHL mod Buffalo Sabres, der endte med at vinde klart.

Lars Eller (til højre) fejrer sit første mål siden skiftet fra Washington Capitals til Ottawa Senators.
Lars Eller (til højre) fejrer sit første mål siden skiftet fra Washington Capitals til Ottawa Senators. Jeffrey T. Barnes/Ritzau Scanpix

Ishockeyspilleren Lars Eller scorede natten til torsdag sit første mål i NHL for Ottawa Senators.

Scoringen var dog ikke nok til at hindre et nederlag på 4-8 ude mod Buffalo Sabres.

Den 36-årige dansker, der før denne sæson er skiftet til Ottawa fra Washington Capitals, reducerede i begyndelsen af tredje periode til 4-5.

Lars Eller skøjtede ind foran hjemmeholdets mål, hvor han modtog pucken fra holdkammeraten Nick Cousins og tordnede den i mål.

Selv om scoringen gav håb om et comeback for Ottawa, der undervejs var bagud med 2-5, så blev det hurtigt knust.

Blot 17 sekunder efter Lars Ellers reducering øgede Ryan McLeod Buffalos føring til 6-4. Under et minut senere stod der 7-4 på måltavlen.

Lars Eller, der er i gang med sin 17. sæson i NHL, var ikke i aktion i størstedelen af holdets opvarmningskampe til sæsonen. Han har dog været på isen i samtlige kampe, siden sæsonen gik i gang.

Ottawa Senators har ikke fået den bedste start og blot hentet to point efter fire kampe.

/ritzau/

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden