Sport

Ovechkin lyner fra kontoret og runder 1000 NHL-scoringer

Alexander Ovechkin scorede til 2-2 mod Colorado og nåede dermed op på 1000 mål i NHL-sammenhæng.

Området i cirklen til højre for modstandernes mål kaldes populært "Ovechkins kontor", da han har scoret en meget stor del af sine mål netop herfra.
Området i cirklen til højre for modstandernes mål kaldes populært "Ovechkins kontor", da han har scoret en meget stor del af sine mål netop herfra. Amber Searls/Ritzau Scanpix

Opdateret kl. 20:20

Den russiske ishockeylegende Alexander Ovechkin rundede søndag aften dansk tid endnu en imponerende milepæl.

Den 40-årige forward slog i tredje periode til i powerplay og udlignede til 2-2 for Washington Capitals i hjemmekampen mod Colorado Avalanche.

Det var hans træffer nummer 923 i NHL's grundspil og tilsat 77 træffere i slutspillet, rundede han dermed 1000 scoringer i verdens bedste ishockeyliga.

Kun det canadiske fænomen Wayne Gretzky har tidligere gjort det samme. Han lavede 1016 mål.

I Nordamerika er rekorderne for den ordinære sæson som regel de mest prestigefyldte, og allerede i april sidste år tog Ovechkin den helt store rekord.

Han scorede således mål nummer 895 i NHL's grundspil gennem karrieren og overgik dermed Gretzkys 894. Utroligt nok skete det i kamp nummer 1487 for Ovechkin - nøjagtigt samme antal kampe som Gretzky nåede i sin karriere.

Siden er rekorden blevet udbygget, selv om Ovechkin langtfra er lige så skarp som tidligere. Han står noteret for 26 mål i 71 kampe i denne sæson.

Når Gretzky stadig fuldt ud lever op til kælenavnet "The Great One", skyldes det hans uvirkeligt mange assister, der gør hans rekorder for flest point - mål og assister - nærmest umulige at slå.

"The Great One" lavede 2223 assister medregnet slutspillet, og han er med sine 3239 point - heraf 2857 i grundspillet - mere end 1000 point foran nummer to, Mark Messier.

Ovechkin har lavet 1676 point i grundspillet og 1823 point, hvis man medregner slutspillet.

Trods Ovechkins scoring tabte Washington kampen mod Colorado, der scorede til 3-2 efter knap halvandet minuts overtid. Hovedstadsklubben ligger dermed aktuelt uden for slutspilsfeltet.

/ritzau/

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden