Sport

Overvældet Norris hylder rivaler efter første VM-titel

Både Oscar Piastri og Max Verstappen fik rosende ord med på vejen af den nykårede verdensmester, Lando Norris.

McLarens Lando Norris kunne fejre VM-triumfen i Abu Dhabi.
McLarens Lando Norris kunne fejre VM-triumfen i Abu Dhabi. Jakub Porzycki/Reuters

Lando Norris lod tårerne få frit løb, da den britiske McLaren-kører havde vundet verdensmesterskabet i Formel 1.

Med en blanding af lettelse og glæde i kroppen satte Norris ord på præstationen, der vippede Red Bulls Max Verstappen af pinden efter fire sæsoner i træk som verdensmester.

- Jeg har ikke grædt i noget tid. Jeg troede ikke, at jeg ville græde. Men det gjorde jeg. Det har været en lang rejse.

- Det føles fantastisk. Nu ved jeg lidt, hvordan Max føler det, siger Norris ifølge Reuters.

Holdkammeraten Oscar Piastri og Verstappen har i det meste af sæsonen kæmpet indædt for VM-titlen lige indtil sæsonens sidste grandprix i Abu Dhabi.

- Jeg vil gerne lykønske Max og Oscar, mine to største rivaler i hele sæsonen. Det har været en fornøjelse at køre mod dem begge. Det har været en ære. Jeg har lært meget af dem, siger Norris.

Den 26-årige brite blev treer i Abu Dhabi, mens Verstappen vandt. Det betød, at Norris blot var to point bedre end Verstappen i den samlede stilling.

Norris endte med at have 423 point mod Verstappens 421. Piastri, som endte på andenpladsen i Abu Dhabi, blev samlet treer med 410 point.

- Det er utroligt. Det er ret surrealistisk. Jeg har drømt om det her i meget, meget lang tid. Det gør alle, siger Norris.

- Det har været en lang rejse med McLaren. Jeg har været hos dem i ni år. Jeg føler, at jeg gjorde noget for holdet i denne sæson og gav dem noget tilbage. Så jeg er stolt af mig selv, siger han.

McLaren vandt konstruktørernes mesterskab for andet år i træk. Det var første gang, at McLaren både havde en verdensmester og snuppede konstruktørernes mesterskab siden 1998.

/ritzau/

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden