Pål på pletten i storartet generalprøve for Hobro
Hobro og Jammerbugt testede formen af lørdag eftermiddag. Værterne vandt overbevisende og spillede samtidig til nul
Opdateret kl. 17:55
FODBOLD: Der var nordjysk opgør på paletten, da Hobro og Jammerbugt lørdag tørnede sammen på bane 4 bag Hobro Idrætscenter.
I næste sæson skal begge mandskaber duellere i NordicBet Ligaen, og det var derfor en oplagt mulighed for en generalprøve.
Det var Hobro, der trak sig bedst ud af opgøret, og himmerlændingene vandt foran et par hundrede publikummer med overbevisende 3-0.
Pål Kirkevold, et selvmål af Jammerbugts Mads Larsen og et forrygende langskud fra unge Frederik Elkær gjorde, at Martin Thomsen og co. nu ser frem til premieren i Fredericia.
Nederst i artiklen kan du se mange billeder fra opgøret.
Mål: 1-0 Pål Kirkevold (35. minut), 2-0 Frederik Elkær (56. minut), 3-0 selvmål (Mads Larsen, 59. minut)
Hobro IK's startopstilling (3-5-1-1): Adrian Kappenberger - Mathias Haarup, Frederik Dietz, Simon Jakobsen, Emil Søgaard, Jakob Tjørnelund - Frederik Elkær, Mikkel Mejlstrup Pedersen, Daniel Avanzini - Oliver Thychosen - Pål Kirkevold
Jammerbugt FC's startopstilling (4-2-3-1): Marcus Bundgaard Sørensen - Mads Larsen, Marcus Sloth, Vladimir Prijovic, Daniel Christensen - David Edvardsson, Christian Rye - Sead Gavranovic, Bardhec Bytiqi, Omar - Frederik Høgh Jepsen
Det var ellers gæsterne fra Pandrup, der lagde bedst ud i opgøret. Symptomatisk for kampen fik Hobro dog brudt det fine spilmæssige mønster, og de fik kampens første afslutning på mål. Det var Frederik Elkær, der stod for den. Han kunne dog ikke få hverken den fornødne fart eller kvalitet i skuddet.
Hobro var farligst i kampens indledning, hvor Mathias Haarup lagde en stikning i dybden til Pål Kirkevold, der dog blev standset lige ud for feltet. Frisparket, der røg en god sjat over mål, tog nordmanden sig også selv af.
Hobro åd sig langsomt ind i kampen og overtog teten. Men bedst, som man troede alt var i skønneste orden hos himmerlændingene, kreerede Malmø-lejesvenden Omar en oplagt mulighed for sig selv via et fornemt soloridt. Han nåede helt ind i det lille felt, hvor han blev nedlagt. Trods store protester, var der ingen reaktioner at spore hos dommertrioen.
En anden Malmø-lejesvend, nemlig Daniel Edvardsson fik kort tid efter en stor chance. Også han havde skabt gode betingelser på egen hånd, men slutproduktet var mangelfuldt.
Efter 35 minutters spil fik Hobro så hul på bylden, da Pål Kirkevold blev spillet fri efter fine kombinationer i venstresiden. Her skulle nordmanden ikke bruge ret megen betænkningstid, og så var læderet i nettet.
Jammerbugt havde AaB-stopperen Vladimir Prijovic med i kampens første 45 minutter, og serberen viste sig fint frem.
I anden halvleg havde Jammerbugts Bardhec Bytiqi fine muligheder for at bringe balance i regnskabet, men den tidligere AaB-spiller ramte ikke dagen.
Og så kunne Hobro udnytte gæsternes uskarphed. Unge Frederik Elkær lagde bolden til rette for sig selv og drejede et langskud ind bag Marcus Bundgaard Sørensen. 2-0.
Kort tid efter scorede Hobro igen. Værterne pressede i bund, og Jammerbugst Mads Larsen var derfor prisgivet, da han sendte bolden i eget net.
Flere mål kom der ikke, selvom hjemmeholdet ramte træværket med et kvarter tilbage af kampen og velsagtens kunne have scoret et mål mere.
Det var sidste træningskamp for begge mandskaber, der i næste uge skal i aktion i NordicBet Ligaen. Hobro møder Fredericia på udebane, mens Jammerbugt skal en tur til Hvidovre.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.