Pål redder Hobro-point i vanvittigt bundbrag
Vendsyssel lignede længe en klar vinder i bundbraget mod Hobro. Men så dukkede Pål Alexander Kirkevold op
Opdateret kl. 16:47
FODBOLD: Pål Alexander Kirkevold stod for to vigtige mål i bundbraget mellem Vendsyssel og Hobro, da de nordjyske nedrykningskandidater spillede 3-3.
I sidste sekund reddede nordmanden et point med en sen udligning i en kamp, som hjemmeholdet ellers dominerede.
Det var også Vendsyssel, der lagde bedst ud med pres i kampen.
Hobro formåede til gengæld at score, inden de fik første chance i kampen. Fra distancen så Jacob Tjørnelund ud til at slå et indlæg, men bolden sejlede højt ind bag Nicolai Flø i mål efter 10 minutters spil.
Flere gange brød Vendsyssel næsten igennem til chancer. Den kom endelig, da Jon Thorsteinsson efter knap 20 minutter slog et kort indlæg fra baglinjen. Her fandt han Matti Steinmann perfekt placeret i det lille felt, men tyskeren fik et dårligt spark på bolden og ramte lige på Jesper Rask.
Kort efter kom Al-Hadji Kamara til spark fra kanten af feltet, men bolden gik forbi stolpen.
De mange gennemspil førte dog hurtigt til mål. Efter en halv times spil lagde midterforsvarer Jakob Hjorth et indlæg, som Benjamin Källman fik hovedet på.
Syv minutter inde i anden halvleg slog hjemmeholdet igen til. Tiemoko Konaté fandt Al-Hadji Kamara i det lille felt, og med et flyvende hovedstød bragte angriberen Vendsyssel foran.
Kort efter appellerede Hobro for straffespark, da Vito Hammershøy-Mistrati blev nedlagt i feltet. Men der blev ikke fløjtet på hændelsen.
Til gengæld blev Vendsyssel ved med at presse. Efter en times spil kom Søren Henriksen frem i venstre side og sendte Jon Thorsteinsson ind i feltet. Her prøvede han to gange at sætte forsvarsspillere - men mislykkedes.
Derimod opsnappede holdkammerat Matti Steinmann bolden og sparkede hårdt ind bag Jesper Rask til 3-1.
Kort efter fandt Pål Kirkevold sin holdkammerat Christian Cappis i det lille felt. Men den amerikanske kantspiller sparkede over mål.
Det var til gengæld nordmanden selv, der stod for næste mål med et kvarter igen. Efter et indlæg fandt han en bold på riposten og reducerede for Hobro.
Herefter pressede Hobro mere og mere på. Kort efter kom Edgar Babayan også til en stor chance, men ad to omgange stod Nicolai Flø i vejen for gæsterne.
Herefter kom begge hold frem til chancer i hver ende, og i de dødende sekunder dukkede sidste sæsons topscorer op igen.
Sebastian Grønning lagde en aflevering ind foran mållinjen, og her var Pål Alexander Kirkevold igen klar med foden. En let berøring fra ham satte bolden i måltaget til 3-3, hvilket blev slutresultatet.
Dermed har Vendsyssel fortsat et point ned til Hobro i nedrykningspulje 2.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.