statsoverhoved

Palermos kulørte og fyringsglade ekspræsident er død

Maurizio Zamparini bragte Palermo til storhed i italiensk fodbold, men tog også klubben med i sit fald.

Marcello Paternostro/Ritzau Scanpix

En af italiensk fodbolds mest kulørte og fremtrædende klubejere i dette årtusinde, Maurizio Zamparini, døde natten til tirsdag efter nogle dages indlæggelse på et hospital i Ravenna-provinsen.

Det bekræfter hans tidligere klub, FC Palermo, på Twitter. Zamparini blev 80 år.

- Præsident Dario Mirri, direktør Rinaldo Sagramola og resten af Palermo FC-familien begræder nyheden om Maurizio Zamparinis død, skriver klubben på Twitter.

- Han er den mest succesrige præsident i klubbens historie og vil for evigt have en plads i hjertet hos fansene.

Forretningsmanden Zamparini købte Palermo i 2002, hvor holdet lå i Serie B. Målet var at bringe holdet i Serie A, og det skete allerede efter oprykningen i 2003/04-sæsonen.

I mange år var holdet i lyserødt en faktor i Italiens fineste fodboldselskab. Dog blev klubben også især kendt for Zamparinis noget korte trænerlunte og lidt for kreative måder at omgås lovgivningen i flere tilfælde.

Hans tid som præsident i klubben stoppede i 2017 efter 15 år på posten. I den tid nåede han at skifte cheftræner i klubben mere end 40 gange.

Han ejede klubben frem til slutningen af 2018, men da var det hele begyndt at gå ned ad bakke for både Palermo og Zamparini selv.

I 2017 rykkede holdet ned i Serie B, og i 2019 faldt hele korthuset sammen. Zamparini selv blev anholdt og senere suspenderet i fem år fra italiensk fodbold for blandt andet hvidvaskning.

Samtidig gik Palermo konkurs og blev tvangsnedrykket til Serie D. Storhedstiden var forbi.

Allerede i 2012 blev den kreative klubpræsident suspenderet fra fodbold i et lille halvt års tid for at have været involveret i en sag om tredjepartsejerskab, der er ulovligt.

Flere andre klubber sender på de sociale medier kondolencer i retning af Zamparini og hans familie efter nyheden om dødsfaldet.

/ritzau/

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Forsiden