Pallesen gik fra skurk til helt i AaB-sejr: - Vi prøver at få reddet stumperne

Kristoffer Pallesen var glad for sine to oplæg i anden halvleg, som holdt AaB's sæson i live

Kristoffer Pallesens jubler over udligningen, som var et resultat af et af hans lange indkast.Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix <i>Ritzau Scanpix</i>

Kristoffer Pallesens jubler over udligningen, som var et resultat af et af hans lange indkast.Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix Ritzau Scanpix

FODBOLD:Med to mål i anden halvleg vendte AaB onsdag aften 0-1 til en 2-1-sejr over Vejle Boldklub i den næstsidste spillerunde i 3F Superligaens kvalifkationsspil, og dermed er det stadig i AaB’s egne hænder, om man skal vinde kvalifikationsspillet og dermed sikre sig en afgørende playoffkamp mod mesterskabsspillets nummer fire om en plads i kvalifikationen til den nye europæiske turnering, Conference League.

Det hele bliver afgjort i en duel mod SønderjyskE på mandag. Efter onsdagens sejr har AaB et forspring på to point, men SønderjyskE kan genvinde overtaget med en sejr torsdag over AC Horsens.

- Det har været en mærkelig sæson, og det er ikke, fordi vi synes, at det er fedt at skulle kæmpe om en syvendeplads, men lige nu prøver vi at redde stumperne fra den her sæson og se, om vi ikke kan luske os ind på en af de her sjove europapladser.

- For at få mulighed for at spille om det, skal vi slå SønderjyskE, og det skal vi gå 100 procent efter. Så kan vi på trods af, at vi ikke kom i top-seks måske alligevel sætte et lille flueben ud for den her sæson, siger Kristoffer Pallesen, der var manden i fokus i onsdagens sejr over Vejle.

Først for det negative, da han i første halvlegs tillægstid headede Vejles German Onugkha fri, så han kunne bringe gæsterne foran.

- Jeg fik en melding fra en holdkammerat om, at han var i offside, men jeg ved jo godt, at fodboldreglerne er sådan, at den ophæves, når man laver en aktiv handling. Min plan var egentlig at cleare bolden, men som billederne vel meget godt viser frøs jeg lidt, og så løb han desværre ned og scorede. Det var jeg selvfølgelig træt af, for jeg synes, at jeg havde spillet en fornuftig første halvleg, men jeg blev også enig med mig selv om, at jeg nu skulle vise, hvad jeg var lavet af, siger Kristoffer Pallesen.

Som sagt så gjort, for forsvarsspilleren lagde op til begge AaB’s mål efter pausen. Først var det hans lange indkast, der resulterede i et Vejle-selvmål.

- Det er nok ikke noget, man typisk forbinder med AaB, men det er noget, vi har arbejdet en del med. Würtz (assistenttræner Rasmus Würtz, red.) havde set på, at Vejle har haft lidt problemer i den del af spillet, og for os handler det jo om at gøre de ting, der skal til for at vinde, siger Kristoffer Pallesen.

Siden var det et præcist indlæg fra Kristoffer Pallesen, som Tom van Weert kunne udnytte til at blive matchvinder.

- Det betyder rigtig meget, for ingen ønsker jo at være skyld i, at vi taber og især ikke i en så vigtig kamp, hvor vi forsøger at få noget ud af sæsonen. Jeg er glad for, at jeg trods alt endte med en positiv rolle, for ellers havde jeg nok fået svært ved at sove i nat, siger Kristoffer Pallesen, der begyndte onsdagens kamp som højre wingback, men han måtte rykkes ned som højre stopper i tremandsforsvaret, da Rasmus Thelander måtte udgå efter 20 minutter.

I søndags spillede han en helt tredje position som højre back i et firemandsforsvar.

- Jeg vil helst spille back, men på den anden side er der også noget fint i at vise, at man er en holdspiller og kan lidt af hvert, men det er tre væsentligt forskellige positioner, og det kræver en hurtig omstilling. Normalt har jeg længere tid til det, men i dag gik det hurtigt, fordi Thelander gik ud, og det skal jeg også kunne klare, siger Kristoffer Pallesen.

På mandag mod SønderjyskE kan Kristoffer Pallesen dog måske være tilbage på pladsen som højre wingback, for selv om Rasmus Thelander onsdag måtte udgå, var meldingerne efter kampen umiddelbart positive.

- Jeg fik at vide, at han følte sig syg og svimmel. Han er sendt hjem, og så skal lægestaben selvfølgelig følge op på, hvordan han har det de næste timer. Tim (Prica, red.) havde lignende symptomer og kunne ikke spille i dag, men vi håber ikke, at det er mere alvorligt end det, siger cheftræner Martí Cifuentes.

Hold dig opdateret om AaB - Tilmeld dig vores nyhedsbrev om AaB lige her

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.