Lettet Mads Pedersen tog revanche for knust Tour-drøm

Mads Pedersen er stolt og rørt over, at det endelig lykkedes ham at vinde en etape i Tour de France.

Mads Pedersen tog endelig den etapesejr, han har drømt om. <i>Marco Bertorello/Ritzau Scanpix</i>

Mads Pedersen tog endelig den etapesejr, han har drømt om. Marco Bertorello/Ritzau Scanpix

Mads Pedersen har tidligere været verdensmester, men da han fredag kørte først over målstregen og vandt 13. etape i Tour de France, var det hans første triumf i et grand tour-løb.

Den 25-årige sjællænder lægger ikke skjul på betydningen af at kunne tilføje en Tour de France-etapesejr til et ellers allerede prægtigt rytter-cv.

- Det er virkelig stort. Og det er en lettelse. Jeg har arbejdet virkelig hårdt denne sæson for at være bedst muligt forberedt - især fordi der var start i Danmark.

- Jeg fik ikke den sejr i Danmark, som jeg drømte om, men nu kom den. Og jeg er virkelig glad. Også på hele holdets vegne, siger Mads Pedersen.

Han var selv med til at tage initiativ til at komme tidligt afsted i et udbrud.

Og da de seks mand nærmede sig målbyen Saint-Étienne, var det Pedersens forcering, der fik gruppen til at knække over i to lige store dele.

- Jeg vidste, jeg ville være den hurtigste, hvis det kom til en spurt. Men at kontrollere fem andre ryttere er aldrig let. Jeg ville gerne af med nogle af dem, og heldigvis blev gruppen halveret, siger Mads Pedersen.

Med sin suveræne spurttriumf sørgede han for den tredje danske etapesejr på blot fire dage i Tour de France, der er ved at udvikle sig til en dansk fest.

- Vi har mærket en masse opbakning. Ikke bare i Danmark, men også her i Frankrig. Det er virkelig vanvittigt at se alle de danskere.

- Det er selvfølgelig et held, at Touren laver tre-fire etaper efter hinanden, der passer så godt til danske ryttere. Men det viser også, at vi har en god blanding af ryttertyper som Magnus, Jonas og en sprintertype som mig.

- Det er bare vanvittigt, at vi har tre sejre på så kort tid, siger Mads Pedersen.

Med fredagens sejr er Danmark i alt oppe på 24 etapesejre i Tour de Frances lange historie.

/ritzau/

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.