Per Frandsen forlænger trænergerningen i Hvidovre et år
Cheftræner Per Frandsen fortsætter som cheftræner i Hvidovre i næste sæson, bekræfter klubbens formand.
Det lykkedes ikke for Hvidovre at rykke op i Superligaen, men mindre kan også gøre det for ledelsen i den sjællandske 1. divisionsklub.
Onsdag kan Hvidovre-formand Lars Cramer-Larsen meddele, at cheftræner Per Frandsen får en aftale, der gælder et år mere.
- Det er rigtig rart, at vi har kunnet forlænge samarbejdet med Per Frandsen, så han også i 2022/23-sæsonen kommer til at stå i spidsen for byens hold, siger Lars Cramer-Larsen til Hvidovre Avis.
I foråret blandede Hvidovre sig overraskende i kampen om oprykning, men pladserne i Superligaen endte med at gå til AC Horsens og Lyngby.
- Det er et fantastisk ægteskab, som begge parter har indgået, siger formanden til lokalavisen og uddyber:
- I den periode, Per har været hos os, har vi hvert år avanceret i ligaen, hvilket er enestående ud fra de meget begrænsede ressourcer, Per og den øvrige stab har til rådighed.
Målsætningen var oprindeligt at komme med i oprykningsspillet, og her gik det bedre end forventet trods forbliven i den næstbedste danske fodboldrække.
Hvidovre mangler at spille en enkelt kamp i denne sæson, når holdet skal en tur til Horsens på søndag. Før den kamp er Hvidovre nummer tre i rækken.
Per Frandsen har været træner i Hvidovre siden sommeren 2017.
/ritzau/
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.