AaB

Perfekt premiere for Kusk - men han må sidde ude mod Brøndby

Kasper Kusk åbnede foråret med to scoringer og en træls advarsel

Kasper Kusk fik en perfekt start på foråret, men han må sidde ude i kampen mod Brøndby. Foto: Torben Hansen
Kasper Kusk fik en perfekt start på foråret, men han må sidde ude i kampen mod Brøndby. Foto: Torben Hansen

Opdateret kl. 16:44

FODBOLD: Der var ikke spillet mere end 10 sekunder af anden halvleg, før AaB havde åbnet forårets målkonto. Fra midtercirklen blev bolden spillet ud til Patrick Olsen, der med en perfekt, lang aflevering fandt Kasper Kusk i det dybe løb, og offensivspilleren afsluttede usvigeligt sikkert ved den nærmeste stolpe til føring for AaB.

Det endte med en sejr på 2-0 i Silkeborg og dermed en perfekt premiere for Kasper Kusk, der sad på bænken i store dele af efteråret, men nu er genfødt som angriber efter et taktisk twist i spillestilen.

- Det var jo en fremragende start for både mig og holdet. Jeg synes, det har virket godt for mig i hele opstarten, selvom jeg var lidt nervøs efter træningen i forgås, hvor de ikke rigtigt ville ind, griner Kasper Kusk.

Senere i halvlegen fik han en perfekt aflevering fra Lucas Andersen og scorede samme sted i målet.

- Anden gang kunne jeg nå at kigge op og så, at han dækkede mere over mod den fjerne stolpe, og så tænkte jeg, at jeg bare ville sparke det samme sted igen. Og det gik jo fint, siger Kasper Kusk.

Med hold, der har fået aflyst kampe, hopper AaB op på femtepladsen, og i det hele taget var det den perfekte start i marchen mod en plads i top seks efter seks kampe i foråret.

Desværre for Kasper Kusk kan han ikke selv være med til at følge op, når holdet møder Brøndby på søndag, da han der er ude med karantæne, da han sparkede til bolden efter scoringen til 1-0 og fik en advarsel.

- Det er ikke det klogeste, jeg har lavet i min karriere, må jeg erkende. Men der var mange følelser involveret, da jeg lige havde scoret. Om den er hårdt dømt, er svært at sige. Det er sådan det er, og så er jeg i hvert fald helt klar imod FCK, siger Kasper Kusk.

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden