Sport

Pernille Harder-hattrick sender Bayern i pokalfinale

Bayern München var bagud 0-2 mod Hoffenheim, men vandt 3-2 efter et hattrick af Pernille Harder.

Pernille Harder var lørdag i storform for Bayern München.
Pernille Harder var lørdag i storform for Bayern München. Ulrich Wagner/Ritzau Scanpix

Den danske landsholdsanfører Pernille Harder trådte lørdag i karakter og sendte Bayern München i den tyske pokalfinale.

Harder scorede alle hjemmeholdets tre mål, da sydtyskerne slog Hoffenheim 3-2 efter at have været bagud 0-2.

Den danske offensivstjerne påbegyndte sit hattrick efter 35 minutters spil og fuldførte det efter 53 minutter.

Med sine scoringer har 32-årge Harder i denne sæson nu lavet 20 mål i 27 kampe for Bayern, som hun skiftede til fra engelske Chelsea i sommeren 2023.

Harders første mål kom med hovedet efter et glimrende indlæg fra højre side, og inden pausen fik hun også bragt balance i regnskabet på et sikkert eksekveret straffespark.

Kort inde i anden halvleg blev det 3-2 efter lidt af en foræring. Hoffenheim-keeper Laura-Johanna Dick, der netop var kommet på banen, gik langt oppe i banen totalt fejl af en clearing og sparkede et hul i luften.

Harder snuppede den løse bold og driblede den sikkert ned mod mål og fuldførte sit hattrick.

Pokalfinalen afvikles 1. maj i Köln, og Harder og kompagni skal op mod enten Werder Bremen eller Hamburger SV.

Bayern har kun én gang tidligere - i 2012 - vundet pokalturneringen, som Harders tidligere klub Wolfsburg i de senere år har siddet tungt på.

Til gengæld har Bayern vundet seks mesterskaber og er aktuelt på kurs mod den tredje triumf i Bundesligaen i træk.

/ritzau/

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden