Vingegaard forsvarede sin gule trøje på Alpe d'Huez

Tom Pidcock tager sejren på Alpe d'Huez, hvor Vingegaard forsvarer førertrøjen trods angreb fra Pogacar.

Jonas Vingegaar er stadig i gult. <i>Foto: Gonzalo Fuentes/Reuters/Ritzau Scanpix</i>

Jonas Vingegaar er stadig i gult. Foto: Gonzalo Fuentes/Reuters/Ritzau Scanpix

Den britiske Ineos-rytter Tom Pidcock tog karrierens største sejr på landevejen, da han var stærkeste mand i et lille udbrud på Alpe d'Huez og tog sejren på 12. etape af årets Tour de France.

På det mytiske bjerg satte den 22-årige brite sine fire medudbrydere - blandt andre den firdobbelte Tour-vinder Chris Froome - og kørte alene mod målet de sidste otte kilometer.

I favoritfeltet sad nordjyske Jonas Vingegaard i gult pakket godt ind af sit Jumbo-Visma-hold indtil fire kilometer fra mål, hvor Tadej Pogacar angreb.

Vingegaard satte sig direkte i slovenerens hjul og neutraliserede angrebet. Det samme gjorde han med stort overskud de øvrige gange, Pogacar rykkede, og de kom sammen til mål.

Dermed forlader danskeren Alperne med den gule trøje i behold og kan se frem til nogle mere flade etaper inden de afgørende slag skal slås i Pyrenæerne i løbets sidste uge.

Han har fortsat 2 minutter og 22 sekunder ned til de seneste to års vinder, der avancerede til andenpladsen i klassementet. Det skete, fordi Romain Bardet tabte lidt sekunder til sidst.

Neilson Powless satte etapen i gang med et angreb fra første tråd, og han fik siden følgeskab af en håndfuld ryttere.

Bag dem tog Vingegaards Jumbo-Visma-mandskab kontrol over løjerne, og det lukkede flere udbrudsforsøg ned, efter dagens første var lykkedes.

Kun udbrydere i ensom majestæt eller i en duo fik lov at få luft, og dermed kom Chris Froome, Tom Pidcock, Louis Meintjes og Giulio Ciccone også afsted.

Med 100 kilometer til mål havde de fire, Powless samt Sebastian Schönberger, Kobe Goossens, Nelson Oliveira og Anthony Perez fire minutter ned til feltet.

Det voksede til over syv minutter på opstigningen til toppen af etapens andet bjerg, Col de la Croix de Fer, hvor Pidcock og Meintjes med et par ryk reducerede frontgruppen til fem ryttere: De to samt Powless, Ciccone og pludseligt genopstande Froome.

Da de fem indledte den små 14 kilometer tur ad de 21 mytiske hårnålesving på Alpe d'Huez, 70 år efter bjerget første gang figurerede i Touren, var afstanden til feltet på seks minutter.

Etapevinderen skulle findes blandt de forreste, og her rykkede Pidcock væk otte kilometer fra toppen og tog den ensomme tur gennem menneskehavet til karrierens største triumf.

Meintjes kom ind som toer, Froome hentede en overraskende tredjeplads, og Vingegaard koblede sig på hjulet af Pogacar frem til målstregen.

/ritzau/

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.