Fodbold

Pierre-Emile Højbjerg lejes ud til franske Marseille

Efter fire sæsoner i Tottenham skal Pierre-Emile Højbjerg spille for Marseille det næste år på en lejeaftale.

Pierre Emile Højbjerg var på banen i alle Danmarks fire kampe ved sommerens EM heriblandt ottendedelsfinalen mod Tyskland. Nu skifter han på en lejeaftale til franske Marseille. (Arkivfoto).
Pierre Emile Højbjerg var på banen i alle Danmarks fire kampe ved sommerens EM heriblandt ottendedelsfinalen mod Tyskland. Nu skifter han på en lejeaftale til franske Marseille. (Arkivfoto). Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix

Opdateret kl. 22:31

Landsholdsspilleren Pierre-Emile Højbjerg trækker i den kommende sæson i en ny fodboldtrøje efter fire år i Tottenham.

Højbjerg skifter til franske Marseille på en etårig lejeaftale, skriver Tottenham på det sociale medie X mandag aften.

Marseille har desuden forpligtet sig til at gøre aftalen permanent, lyder det fra Tottenham i opslaget.

I en nyhed på klubbens hjemmeside skriver Marseille dog, at der er tale om en købsklausul i lejeaftalen.

28-årige Højbjerg havde i den forgangne sæson svært ved at få en plads i Tottenhams startopstilling, og det var derfor ventet, at han ville søge en ny udfordring denne sommer.

Det bliver altså i den franske Ligue 1, hvor han i Marseille får den tidligere Brighton-manager Roberto De Zerbi som træner.

Marseille sluttede i sidste sæson som nummer otte i Ligue 1 og nåede semifinalen i Europa League.

Pierre-Emile Højbjerg har i sine fire sæsoner i Tottenham spillet 184 kampe, hvor det er blevet til ti mål.

For det danske landshold har Højbjerg spillet 81 kampe og scoret ti mål siden debuten i 2014.

Ved EM denne sommer startede han inde på den danske midtbane i alle de fire kampe, det blev til for Danmark.

Før Tottenham spillede Højbjerg fire sæsoner for engelske Southampton, der i 2016 købte danskeren i Bayern München.

/ritzau/

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden