Vendsyssel FF

Pinligt: Vendsyssel brændte straffespark og fik en snitter

Vendsyssel FF har det svært mod Fremad Amager og lørdag blev det til et ørefigen af de helt store

Ali Messaoud brændte fra straffesparkspletten i første halvleg, og så gik det helt galt for Vendsyssel FF. Arkivfoto: Lars Pauli

Ali Messaoud brændte fra straffesparkspletten i første halvleg, og så gik det helt galt for Vendsyssel FF. Arkivfoto: Lars Pauli

FODBOLD:En historisk stærk 1. division tager sin begyndelse i denne uge, og i Vendsyssel FF har man ambitioner om at spille med om de sjove placeringer.

Men de ambitioner fik et gevaldigt skud for boven i sæsonpremieren, hvor holdet gæstede Fremad Amager. Kampen blev tabt med hele 6-0. 3-0 i begge de to halvlege.

En nærmest pinlig præstation.

Allerede efter 11 minutter gik det galt for første gang. Tobias Christensen begik et lidt unødvendigt frispark lige udenfor feltet, og Reda Rabei løb selvsikkert til bolden og sendte den både forbi muren og den debuterende Kevin Ray Mendoza i Vendsyssel-buret.

Alt så det dog ud til at blive gjort godt igen bare to minutter senere. Kantspilleren Tiemoko Konaté erobrede bolden højt i banen og trak ind i feltet, hvor han blev nedlagt med ulovlige midler.

Ali Messaoud, der blev nummer to på klubbens topscorerliste i sidste sæson, gik til bolden, men sparkede lige i chokoladehøjde for keeperen, og så blev det ved de 1-0.

I slutningen af halvlegen slog Femad Amager så til igen. Kantspilleren Pierre Larsen slog et perfekt indlæg til kanten af feltet, og her kom sidste sæsons topscorer Kristoffer Munksgaard løbende, hoppede over debutanten Anders Bærtelsen, og med et perfekt hovedstød sendte han bolden op i hjørnet.

Og kort efter blev det også 3-0, da franske Emmanuel Toku fik alt for meget plads på kanten af feltet, og med et ´fremragende venstrebensspark sendte bolden over i det modsatte hjørne - helt uden chance for Kevin Ray Mendoza.

Vendsyssel gav debut til Zander Hyltoft og Tobias Christensen på den centrale midtbane, hvor man var uden både Morten Knudsen, Dusan Jajic og Mikkel Wohlgemuth. Og det var ikke meget spil, vendelboerne kom frem til.

Og så så det egentlig ud til, at den kamp var færdigspillet. Vendsyssel havde bolden mere efter pausen, men blev ikke for alvor farlige.

Men Fremad Amager var stadig ikke færdige. Først gjorde Kristoffer Munksgaard det til 4-0 med indersiden efter en forbilledlig omstilling, og bare minuttet senere var det debutanten Olakunle Olasegun, der udnyttede endnu en omstilling.

Og kort før slutfløjtet slog Olasegun til med et frækt lille vip over Kevin Ray Mendoza.

En gevaldig snitter for Vendsyssel FF.

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.