Pirates-anker: Vi har holdet til at gå langt i denne sæson

Der er store ambitioner i Aalborg Pirates, der har samlet et spændende hold til denne sæson

Aalborg Pirates fik en god indledning på den nye sæson med en 5-2-sejr over Odense Bulldogs. <i>Foto: Henrik Bo</i>

Aalborg Pirates fik en god indledning på den nye sæson med en 5-2-sejr over Odense Bulldogs. Foto: Henrik Bo

ISHOCKEY:Aalborg Pirates fik en mere end godkendt indledning på sæsonen med en overbevisende 5-2-sejr over Odense Bulldogs.

- Det er dejligt at komme i gang med sæsonen. Vi er her for at spille om point og ikke bare træningskampe, så det var rart, siger Tobias Ladehoff, der selv blev noteret for et mål i Pirates-sejren.

Siden slutningen af april har alle ligaspillerne trænet - først off ice og siden på isen - for at blive klar til netop sæsonpremieren. Mens de fleste danskere nyder sommeren, så kan den næsten kun gå for langsomt for en ishockeyspiller.

- Jeg tror, vi er den eneste sportsgren, hvor vi er så længe væk fra vores naturlige element. Derfor er det også rart at komme i gang med at spille om point igen, siger Tobias Ladehoff.

Premierekampen mod Bulldogs blev en festlig aften for de tilbagevendte fans, der fik godt med højdepunkter at juble over.

- Vi kom professionelt ud til kampen. Vi fik spillet det simpelt uden at tage let på det. Det var fint, at vi havde en tomålsføring efter 1. periode, og vi holder dampen godt oppe. De chancer Odense fik, var nogle, som vi gav dem, fordi vi lavede nogle dumheder.

Netop balancen mellem at spille kreativt og spille simpelt er en øvelse, som Aalborg Pirates vanen tro skal have skudt sig ind på i sæsonens indledning.

- Det er en fin balance, fordi det er så længe siden, vi har spillet om point. Som vores træner siger, så skal vi hele tiden vurdere om risikoen er værd at tage. Vi er et godt hold, så vi skal spille, men vi skal hele tiden vurdere, hvad vi gør, siger Tobias Ladehoff, der er optimistisk i forhold til den sæson, som blev skudt i gang fredag aften.

- Vi har et stærkt hold. Vi har hentet nogle store profiler ind. Vi har hentet en del af de samme profiler tilbage, og så har vi fået nogle nye folk, der allerede har vist, at de også kan noget, siger Tobias Ladehoff.

Galleri - Tryk og se alle billederne.

Selvom Aalborg Pirates ikke er færdig med at hente spillere, så er der allerede et slagkraftigt fundament at bygge videre på. Den solide bredde på piratskibet blev bedst vist ved, at alle fire kæder kom på pointtavlen i fredagens premierekamp.

- Vi har på papiret et godt hold, og vi er her for at vinde. Det er der også mange andre hold, der vil, men vi har materialet til at gå langt. Det er vigtigt, at vi producerer hele vejen igennem. Det er ikke lagt op til, at det skal være en enkelt eller to kæder. Det skal være alle kæder. Der er fire kæder, som kan lave point, og det er sådan noget, der betyder noget i et slutspil, når vi når til det punkt, siger Tobias Ladehoff.

Næste opgave for Aalborg Pirates venter søndag, når man skal en tur til Herning.

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.