Pirates er klar til Danmarks største hockeyfest: - Vi må lige knibe os selv i armen

Lørdagens finalearrangement i Metal Cup'ens Final4 er lig med fest. Kæmpe fest for at være mere præcis

 <i>Foto: Claus Søndberg</i>

Foto: Claus Søndberg

ISHOCKEY:Fredag eftermiddag, aften og nat var der travlhed i Gigantium, der mest af alt mindede om det store markedstelt på Hjallerup Marked på sine bedste dage. Der var med andre ord virkelig gang i den, da landets fire bedste ishockeyklubber dystede om to finalepladser ved Metal Cup.

Hvis festen var stor og god fredag, så er ambitionen, at den skal være endnu større og endnu bedre i forbindelse med lørdagens finale.

- Vi måtte lige knibe os selv i armen, mens vi løb rundt og fik det hele til at køre. Det er jo det her, vi har savnet under corona, og det er sådan her, at det skal være. Det var så stort at se fans fra alle fire klubber stå og hygge sig side om side ude i baren, og så kunne de gå ind og svine hinanden til på tilskuerpladserne. Det er hockey, når det er bedst, siger Thomas Guldhammer Simonsen fra Aalborg Pirates's administration.

Han havde i lighed med sine kollegaer rygende travlt, men det var det hele værd. Ikke nok med at festen var helt som håbet, så kvalificerede Pirates sig også til lørdagens finale mod Herning Blue Fox via en sejr over Frederikshavn White Hawks.

- Vi kunne mærke, at stemningen i omklædningsrummet var anderledes end normalt. Spillerne virkede så glade over, at de med sejren også kunne give noget til de mange fans, der har støttet fra afstand under coronaen, siger Thomas Guldhammer Simonsen, der har mange kasketter på i Pirates. En af de kasketter står der billetansvarlig på.

- Det her er det største arrangement, vi har stablet på benene i Pirates. Derfor er det også stort for os, da vi kunne fornemme, at folk havde en fest. Vi havde 4700 mennesker inde fredag, og vi håber på noget tilsvarende til lørdagens arrangement. Der er stadig billetter til salg, siger Thomas Guldhammer Simonsen.

Arrangement er det helt rette ord. Det er nemlig ikke kun selve finalen, der er på programmet lørdag.

- Vi har en veterankamp. Der er legeland for de små. Vi har en Challenge Cup-finale, hvor det er 1. divisionshold, der dyster om en titel. Så får vi også besøg af Infernal, der kommer og fyrer op under festen, så vi håber, at det her kan blive en gigantisk fest, siger Thomas Guldhammer Simonsen

Lørdagens program ved Final4

13.30 DM for veteranhold, finale

14.00 Legeland åbner

15.00 Fanzone åbner

16.30 Challenge Cup-finale

18.30 Koncert med Infernal

20.00 Herning Blue Fox og Aalborg Pirates spiller finale

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.