Pirates henter gammel kending ind som ny træner
Det bliver en dansk træner, der skal stå i spidsen for Aalborg Pirates
Opdateret kl. 16:09
Det bliver et velkendt ansigt, der skal stå i spidsen for Aalborg Pirates i fremtiden.
Det bliver nemlig Jens Nielsen, der skal afløse Garth Murray, som klubben fyrede tidligere på ugen.
Jens “Morfar” Nielsen er en gammel kending i Aalborg, da han tidligere har både spillet i den røde trøje fra 2005-2008, samt været cheftræner tilbage i 2015/2016 sæsonen.
- Jens Nielsen var en af de første, jeg tænkte på, da vi skulle finde en ny cheftræner, udtaler sportschef Ronny Larsen og uddyber valget med, at Jens Nielsen står for den slags offensiv ishockey, som Aalborg Pirates vil spille, og han er allerede højt agtet blandt mange af spillerne, som blandt andet kender ham fra hans tid som assistenttræner på herrelandsholdet.
Som spiller spillede Jens Nielsen næsten hele karrieren i Sverige, hvor han bl.a. havde 15 sæsoner i Leksand IF, hvor han også har været cheftræner for kvindeholdet en enkelt sæson, samt tre sæsoner som assistenttræner for herreholdet.
- Da tilbuddet kom, var det perfekt timing for mig. Jeg har altid gerne villet komme tilbage til Aalborg igen efter mine år som både spiller og træner, siger Jens Nielsen.
Siden 2018/19 og indtil 2022/23 sæsonen har Jens Nielsen været assistenttræner for Heinz Ehlers for det danske herrelandshold, hvor han har været med til at holde Danmark oppe i A-gruppen samt kvalificeret herrelandsholdet til De Olympiske Lege. I sidste sæson og frem til nu har Jens Nielsen været cheftræner for U20-landsholdet, der sikrede sig bronzemedaljer tidligere på sæsonen.
- Jeg synes, Aalborg Pirates er det bedste hold i Metalligaen, og jeg vil gerne være med til at udvikle holdet endnu mere for, at vi skal vinde guld igen, siger Jens Nielsen.
Jens Nielsen får comeback som Aalborg Pirates-træner fredag aften, når Esbjerg Energy kommer på besøg i Sparekassen Danmark Isarena.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.