Pirates henter stor profil tilbage til klubben
Aalborg Pirates kan se frem til en markant forstærkning til de resterende kampe af sæsonen. Klubben henter nemlig en af sidste sæsons guldhelte tilbage
Opdateret kl. 10:58
AALBORG: Mange Aalborg Pirates-fans har efterlyst en forstærkning eller to. De fans kan nu finde smilet frem, for efter planen lander der lidt af en forstærkning til det forsvarende mesterhold fredag.
Efter planen vil fredag nemlig byde på en genforening mellem Aalborg Pirates og backen Ian Edmondson, der var en stor profil for piraterne, da man vandt "the double" i sidste sæson.
- Vi har holdt kontakten til Ian og ville sådan set gerne have beholdt ham til denne sæson. Han endte i Sverige, men nu er det endt med, at han alligevel kommer til Aalborg, og det er vi meget glade for, siger sportschef Ronny Larsen, der fortæller, at parterne har været i dialog om et muligt Pirates-comeback til Edmondson i et stykke tid.
Canadieren viste i sidste sæson stor loyalitet overfor klubben, da han stik mod forventning returnerede til Aalborg efter i første omgang at have forladt klubben på grund af alvorlig sygdom i den nærmeste familie. Da hans far var afgået ved døden, vendte Edmondson tilbage med det klare mål at vinde guld. Faktisk er det cirka et år siden, at Pirates kunne offentliggøre, at han kom tilbage. Nu kan man atter offentliggøre Edmondson som Pirates-spiller.
- Det betyder meget, at vi får en spiller, som vi kender, og han kender klubben. Det betyder, at vi er sikre på, hvad det er, vi får ind. Det bliver helt sikkert en gevinst for os, siger Ronny Larsen.
Særligt Ian Edmondsons afgørende scoring i den fjerde DM-finale mod Rungsted viste, hvad det var for en kvalitet, han besad. Han har repræsenteret Västerviks i den næstbedste svenske række i denne sæson. Her blev det til 12 kampe og tre assists fra Edmondson.
- Han er en meget komplet back, der dog først tænker defensivt. Han er meget aggressiv i sit defensive såvel som offensive arbejde, og ser han en åbning, så kører han bare på med det samme. Han er lige netop den type back, vi har søgt efter siden august. Nu blev det november, inden vi landede ham, men jeg er sikker på, at det har været ventetiden værd, for den her tilgang er perfekt for os, siger sportschefen.
Med Ian Edmondsons comeback i Pirates-trøjen er backlinjen fyldt ud, og dermed er det forwards, der fortsat vil være i søgelyset hos Ronny Larsen i forsøget på at styrke piraterne frem mod Final4 og slutspillet.
Stadig på udkig
- Man skal aldrig sige aldrig, men med Ians ankomst kigger vi ikke efter en back længere. Det er offensive kræfter, vi nu vil forsøge at finde til at forstærke holdet, men vi har fortsat ikke travlt, og det er et meget svært marked, som vi er i lige nu, siger Ronny Larsen.
- Som altid er det mere personlighed og spillertype vi kigger efter, end det bare er pointproduktion. Vi skal finde den rigtige type, som kan gå ind og forstærke og bidrage til vores stærke kollektiv. Vi skal virkelig være sikre på, at det er en spiller, der kan forstærke os, ellers er der ingen grund til at skrive med ham, og jeg vil gerne understrege, at vi ikke er i panik på nogen måde, siger Ronny Larsen.
Ian Edmondson bliver den blot sjette udenlandske spiller på Pirates-holdkortet. Dermed har man fortsat mulighed for at hente tre udenlandske spillere til holdet, men Ronny Larsen har tidligere i meget klare vendinger fortalt, at man maksimalt kommer til at have otte udenlandske spillere i truppen. Derfor er det realistiske scenarie, at Pirates ender med at hente to udenlandske forwards.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.