Pirates kigger ind i alt andet end julefred og nytårskur
Aalborg Pirates har fået vind i sejlene igen, men nu venter der et heftigt kampprogram i de kommende uger og måneder
AALBORG: Med 15 kampe de kommende 43 dage er der ingen julefred eller tid til nytårstaler for Aalborg Pirates, der skal i gang med et tætpakket kampprogram. Det er imidlertid noget, som både spillere og stab har set frem til, så tirsdagens hjemmekamp mod Rødovre Mighty Bulls kan meget vel blive startskuddet til en hektisk men herlig periode for piraterne.
- En uges kamppause er en evighed for en ishockeyspiller. Vi lever for at spille kampe, og så er det altså mange træninger, som du pludselig skal have gennemført, før du kan komme i kamp igen, når der går en uge mellem to kampe, siger Ronny Larsen.
Aalborg Pirates' sportschef ser frem til, at piratskibet kommer til at pendle mellem de danske hockeyhaller i de kommende uger.
- Sådan en rytme med kampe hele tiden er det, vi har det bedst med. Det er fint nok med lidt kampfri i ny og næ, men en hel uge er for meget, og det har vi desværre oplevet et par gange i denne sæson, siger Ronny Larsen.
- Der vil altid være en pause eller to, når du har ni hold i ligaen, men det har ikke været optimalt for os, at vi har haft flere perioder med lange kamppauser. Vi har det bedst, når vi er inde i et kamp-flow, og det kommer vi nu, og det er her, vi er bedst, understreger sportschefen.
I forrige sæson var det netop i perioden efter nytår, at Pirates for alvor satte sejl og sejlede konkurrenterne agter ud. I denne sæson er der ydermere en del på spil i forhold til placeringerne i grundspillet, da Frederikshavn White Hawks og Herlev Eagles på syvende- og ottendepladsen alt andet lige ser ud til at være en mere ønskværdig kvartfinalemodstander end det er tilfældet med Esbjerg og Rungsted.
- Der er ingen tvivl om, at vi gerne vil slutte på førstepladsen i grundspillet. Det skyldes ikke kun hjemmebanefordelen i slutspillet men måske også en nemmere kvartfinalemodstander. Der er dog ikke noget, der er nemt eller givet i et slutspil. Det så vi sidste sæson med Rungsted, der fandt formen i slutspillet, siger Ronny Larsen, der påpeger, at Pirates stadig har meget at lægge på i forhold til det ønskede niveau til et slutspil.
- Det er her i de kommende kampe i december og januar, at vi skal bygge noget op, som kan bringe os langt i slutspillet. Vi kan ikke bare trykke på en knap, når vi rammer slutspillet og så forvente, at det bare kører, siger sportschefen.
Aalborg Pirates har seks kampe, inden 2022 bliver til 2023. Blandt andet venter de to klassiske nytårskampe mod Frederikshavn White Hawks, der for første gang i tre år bliver afviklet med tilskuere på lægterne. Derudover er der ni kampe i januar, hvorefter Final4 venter efter to kampe i februar.
Afsættet til de mange kampe er godt for mesterholdet, der efter en skidt slutning på oktober og indledning på november har vundet de seneste fem kampe.
- Det virker til, at vi har fået vind i sejlene igen. Det har set bedre og bedre ud, så nu er målet i første omgang at lægge yderligere på spillet, så vi kan blive ved med at vinde. Vi ved af erfaring, at det er 100 gange nemmere at være inde i et tæt kampprogram, når du vinder dine kampe, siger Ronny Larsen.
Han regner med, at Ben Carroll snart kommer i kamp igen, mens det har lidt længere udsigter med Patrick Bjorkstrand, der fortsat ikke er på isen, når Pirates træner.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.