Pirates-profil tror på triumf: Chancerne er fifty-fifty
Aalborg Pirates marcherede hæderligt videre til semifinalerne i en kvartfinaleserie, som endte 4-0 - der er dog stadig ting, der kan forbedres, mener Julian Jakobsen
ISHOCKEY: Aalborg Pirates avancerede overlegent til semifinalerne, efter de fredag aften slog det fast med syvtommersøm; aalborgenserne er videre med hele 4-0 mod Herlev Eagles. Kvalifikationen kom endegyldigt i land med en sikker 7-3-sejr i Spar Nord Bank Arena fredag aften.
Hvem piraterne skal møde i semifinalen er endnu ikke afgjort, men der er ikke nogen decideret ønskemodstander i semifinalen. Det fortæller en af holdets store profiler, Julian Jakobsen.
- Det synes jeg ikke, der er. Det gælder om at spille vores spil. Der har været udfald mod Herlev, som vi først og fremmest skal have lagt på hylden, uanset hvem vi spiller mod. Det bliver ikke 5-6-7 mål, vi scorer i de kampe. Uanset udfaldet, så bliver det spændende at se, hvem vi skal spille imod, siger Pirates-forwarden.
Selvom Pirates forholdsvist sikkert gik videre mod Herlev, så er der flere ting, Jakobsen gerne ser forbedret inden semifinaleopgørene.
- Jeg serne gerne, at vi står lidt stærkere, holder os i vores baner og fylder alle tre korridorer, særligt os angribere. Vi skal turde at være aggressive. Have lidt mere vilje til at vinde. Det kan også være, at vi har kunnet slippe afsted med nogle af de ting mod Herlev, netop fordi vi har haft et psykologisk overtag. De ting kommer vi ikke til at slippe afsted med mod en kommende modstander, mener han.
I et semifinaleopgør mod en endnu ukendt modstander, er der dog mulighed for endnu et avancement. Ja, faktisk kan Aalborg Pirates gå hele vejen, lyder det.
- Jeg synes, chancerne er gode. Forhåbentlig formår vi at holde os skadesfri og kan gøre brug af alle mand. Det er vores styrke; vi har et bredt hold. Når man når frem til semifinalerne, er det som regel fifty-fifty i forhold til at løbe med det hele, og det handler om at have de små marginaler på sin side. For at kunne få det, skal der hårdt arbejde til, og den opgave er vi klar til, siger Julian Jakobsen.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.